Tilmeld nyhedsbrev

Få historier fra Julemærkehjemmene og information om hjælpearbejdet!

Nej takJa tak

JulemærkerNytrykSærarkPinsKogebøgerAndre varere-Støttemærket
Vores arbejde Historien Julemærket Bestyrelse Regnskaber Ambassadører Protektor
Bliv VirksomhedsVenGiv en VirksomhedsGaveBliv ErhvervsPartnerNyt om erhverve-Støttemærket
Se alle nyhederMød børneneSe videoerSe opskrifterFå vores nyhedsbrev
Ansøg om opholdOm hjemmeneSådan hjælper viSpørgsmål og svar
Kontakt JulemærkefondenFind medarbejdereSe ledige stillingerKontakt Julemærkehjemmene
Støt nu
top

Julemærkehjemmene

Giver børn en ny start

LÆRKE OG DE NYE VENINDER

Nye venner er for mange børn noget af det vigtigste at få med hjem fra et ophold på Julemærkehjem.  Sådan var det også for Lærke på bare 9 år. Massiv mobning og ensomhed har præget hendes hverdag i flere år. Men på Julemærkehjem har hun for første gang i sit liv oplevet af have gode venner.

Lærke (th.) er sammen med sin nye veninde Sofie. De smiler til hinanden og taler sammen om de mange oplevelser, de allerede har delt på Julemærkehjemmet. Lærke oplever at være en del af et fællesskab her med trygge relationer – også til Kaja og Freja og de andre børn. Men når snakken falder på skolen derhjemme, bliver hun berørt.

Ensom og trist

”Jeg var ensom, før jeg kom på Julemærkehjem. Jeg havde ikke rigtig nogen legeaftaler, og de andre drillede mig. med, at jeg var større end dem. De talte om mig, når de troede, jeg ikke hørte det. Men det gjorde jeg, og jeg blev ked af det, for jeg troede jo, de var mine venner.” 

Lærke kigger ned. Hun får tårer i øjnene, og det er tydeligt, at mobningen har sat sine spor. Sofie lægger en arm om sin veninde og lader hende mærke, at hun er der. 

På Julemærkehjem lærer børnene at sætte ord på nogle af de svære følelser. Dem, som Lærke tidligere ikke turde tale om, og som hun holdt helt for sig selv i flere år:

”Jeg blev mobbet med, at jeg var tyk og havde mærkeligt tøj, og at mit hår lugtede. Jeg sagde det ikke rigtig til nogen, for jeg håbede, at det ville gå væk næste dag. Sådan var det hver dag. Men det gik bare ikke væk.”


En del af et fællesskab

Mobningen førte til, at Lærke lukkede sig mere og mere inde. Hun var ked af det og troede ikke på sig selv. Men nu er hun halvvejs i sit ophold på Julemærkehjem, og både moren og veninderne og pædagogerne på Julemærkehjemmet kan mærke, at hun allerede har udviklet sig rigtig meget. Og Lærke begynder også selv at mærke det:

”Jeg har bare været så glad for at være her. Jeg mødte jo Sofie og også Kaja og Freja, som er færdige med deres ophold. Jeg har leget meget med dem. Vi blev ligesom en pigegruppe. Vi lavede ting sammen og talte sammen om ting, der er svære, og det har jeg aldrig prøvet før. At nogen siger noget pænt om mig og taler sødt til mig. Det blev jeg bare rigtig glad for.”

For en stund kan den 9-årige pige lægge bekymringerne fra sig og nyde alle de dejlige ting, hun oplever med sine nye veninder og venner på Julemærkehjemmet. Men oplevelserne fra skolen sidder dybt i hende, og hun bliver fra tid til anden ramt af en frygt for at komme tilbage til mareridtet i skolen.

Men Sofie tager kærligt Lærkes hånd og minder om, at pigerne ikke bor så langt fra hinanden, og at de skal ses, når de kommer hjem. Og de skal også ses med Kaja og Freja. For de er jo en gruppe nu.


Hjælp børn som Lærke

Støt børnene

Hjælp, der varer ved

Se resultater

Læs børnenes historier

Mød børnene