Nyheder & arrangementer
Mandag d. 3. oktober var fødevareminister Rasmus Prehn på besøg på Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde. Temaet for besøget var madglæde og fællesskab – både under tilberedningen og spisningen.
Der blev hakket rodfrugter og rørt i suppegryder, da fødevareminister Rasmus Prehn lavede grøntsagssuppe sammen med Julemærkebørnene Marie og Logan. De to børn havde godt overblik til at vise ministeren, hvordan man sammensætter en suppe af sæsonens råvarer. Og ministeren tog glad imod alle rådene.
Det handlede netop om glæden ved at lave mad i fællesskab. På Julemærkehjemmene er der i hverdagen stor fokus på at lære børnene om sund mad, madglæde og samvær både under tilberedningen af maden og selve måltidet. Og det var det, ministeren var kommet på besøg for at opleve.
Suppen blev lavet i vores Madværksted. Værkstedet er et undervisningsforløb, som kombinerer praktisk og teoretisk undervisning. Her lærer børnene, at den mad, de spiser, har stor betydning for både deres mentale og fysiske sundhed.
Det var netop det, ministeren fremhævede efterfølgende:
”Jeg oplevede, at der var rigtig god stemning blandt børnene. Madværkstedet er et godt koncept til undervisning. Der blev givet nogle meget brugbare retningslinjer og systematikker. Det var godt at se, at børnene havde en bevidsthed om og et sprog for det, de lavede. Det gør, at man kan træffe sundere og mere bevidste valg, når man laver mad,” fortalte minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn.
Rasmus Prehn og børnene fik tid til at tale om hvilke ingredienser, som skulle i suppen.
Da suppen var færdig, var det tid til at smage på den og spise den i fællesskab. Det foregik, hvor alle sad sammen om bordet. For også rammerne om måltidet har stor betydning for madglæden. På Julemærkehjemmene er der god tid under måltidet til fx at tale om, hvad maden smager af. Ligesom man venter på, at alle har fået serveret mad, før man spiser.
”Det gode ved at spise på denne måde er, at vi får mulighed for at forholde os til maden, og hvordan den smager. Når man tænker, før man spiser, bliver det ikke så robotagtigt, hvor vi bare skovler mad ind uden at mærke efter. I stedet er det vigtigt med nogle rutiner i måltidet, som gør, at vi husker at drikke vand, og vi mærker efter, hvordan maden smager, og om vi er mere sultne,” sagde ministeren.
Ministeren fik derfor god tid til at tale med børnene om farverne på de forskellige supper, hvilke grøntsager de havde brugt, og om der skulle lidt eller meget chili i. Måltidet blev afsluttet med at sige tak for mad og godt samarbejde.
Chili eller ej. Der var god tid til at smage på supperne og tale om, hvilke smage man bedst kunne lide.
Direktør i Julemærkefonden, Søren Ravn Jensen, var også glad for ministerens besøg.
”Vi sætter står pris på, at fødevareministeren prioriterer at komme ud blandt børnene og se, hvordan vi kan bruge fællesskabet og glæden ved at lave og spise mad sammen til at styrke de sunde vaner. Madværkstedet er meget populært blandt børnene, og det giver dem nogle positive erfaringer med madlavning, som de kan tage med hjem, når opholdet er slut,” fortæller han.
Augustinus Fonden støtter driften af Madværkstederne på alle fem Julemærkehjem i en fireårig periode fra 2022 til 2025. Fonden støtter med et beløb på 7,1 mio. kr., som går til at dække udgifter til materialer og undervisning.