Kathrines tale

Tak fordi jeg må være med her i dag, det er mig en stor ære.

Jeg hedder Kathrine Rahbek er 14 år gammel. Jeg bor i Varde med min far, mor og lillesøster. Jeg tilbragte sidste sommer på Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund.

Grunden til, at jeg kom på Julemærkehjem var, at jeg igennem længere tid havde haft det svært med mig selv. Jeg troede ikke på mig selv, og jeg dunkede hele tiden mig selv i hovedet og fortalte mig selv: ”Du dur ikke, Kathrine”, ”Du er ikke noget værd”, ”Du er dum og grim”. Jeg så negativt på mange ting og bekymrede mig meget.

Jeg ville allerhelst bare være hjemme fra skole, og jeg ville ikke rigtig med til noget. Jeg spiste på mine følelser ved at trøstespise.

Min familie prøvede på at hjælpe på alle mulige måder, men intet hjalp. Derfor sendte min mor en ansøgning ind. Det var ikke noget, jeg var stolt af. Jeg var meget nervøs. Jeg skulle bare ikke derned.

På Fjordmark mødte jeg en masse andre unge, som har nogle af de samme problemer som mig selv. Og så er man sammen med nogle kompetente voksne. Det har gjort for mig, at jeg fandt ud af, at jeg ikke er den eneste, der kan have det svært. Det er der mange, der har, og man kan hjælpe hinanden med at håndtere de dårlige dage.

Man behøver ikke at være overvægtig for at komme på Julemærkehjem. Faktisk var min værelseskammerat for tynd. Men fælles for os var det her med, at vi havde brug for at arbejde med vores selvværd og selvtillid. Selvfølgelig var der også fokus på gode mad- og motionsvaner.

Det var svært i starten at være væk fra mine forældre, da jeg havde rigtig meget hjemve. Men det gik en dag op for mig, hvor heldig jeg var med min familie, da en af de andre sagde: ”Kathrine vær glad for, du har en sød familie at komme hjem til.” Det tænker jeg stadig på, hvis jeg har en af mine dårlige dage. Fordi dem har jeg endnu. Man bliver ikke fikset eller helet af et ophold, men man får en masse gode redskaber at arbejde med.

Solveig, som er en af pædagogerne, og jeg har talt rigtig meget sammen. Det gør vi stadig til tider. Hun har lyttet til mine bekymringer. Jeg har lært at være mere tilgivende over for mig selv og fået mere selvtillid. Da jeg var på Fjordmark, begyndte jeg at skrive tre positive ting fra dagen ned i en bog. Den bruger jeg stadig, når det hele er lidt svært. Jeg er glad for Solveig, hun forstår at sætte ord på de ting, jeg synes, kan være svære. Og så er hun super god til at trøste mig, hvis jeg er ked af det. Også over en telefon.

Jeg har fået fire rigtig gode venner, som jeg kommunikerer med på Snapchat hver dag, og som jeg også har set efter opholdet. De betyder rigtig meget for mig. Selvom det meget er helt almindelige hverdagsting, vi snakker om i dag, så er det gerne hinanden, vi ringer eller skriver til, hvis vi har en dårlig dag.

Opholdet har været den bedste oplevelse for mig. Hvis jeg fik muligheden, ville jeg springe til igen.