Tilmeld nyhedsbrev

Få historier fra Julemærkehjemmene og information om hjælpearbejdet!

Nej takJa tak

SærarkJulemærkerJulekortNytrykKogebøgerAndre varere-Støttemærket
Vores arbejde Historien Julemærket Bestyrelse Regnskaber Ambassadører Protektor
Bliv VirksomhedsVenGiv en VirksomhedsGaveBliv ErhvervsPartner
Se alle nyhederSe videoerSe eventsFå vores nyhedsbrev
Søg om opholdInformation omSådan hjælper viSpørgsmål og svar
JulemærkefondenMedarbejdereLedige stillingerJulemærkehjemmene
Støt nu
top

Julemærkehjemmene

Her bliver børn - børn igen

jeg græd hver dag og ville ikke i skole

12-årige  Mathilde har været overvægtig hele sit liv, og i skolen blev hun mobbet. Hun skiftede til en ny skole, men mobningen fortsatte og eskalerede til sidst så meget, at Mathilde nægtede at tage af sted om morgenen.   

Hun sidder i solen, som smukt lyser på hendes fine, rødlige hår. Hun har taget sin nye træningsdragt på. Den har hun fået som belønning for at have gjort frivillig motion på Julemærkehjemmet. Mathilde har været her i tre uger nu og fortæller stolt, at hun allerede har tabt flere kilo. Det er tydeligt, at det har betydning for hende. For både det flotte røde hår og de ekstra kilo har været genstand for massive drillerier:

”Jeg er blevet kaldt jordbærhjelm og orangutang. Og en dag, var der en, der spurgte, om jeg var født på McDonalds, siden jeg var så tyk,” fortæller Mathilde.

Mathilde fortæller gerne sin historie, selvom hun indimellem ser tænksomt ud i luften. Mobningen har sat sine spor, og hendes start på skolelivet har været hårdere end de flestes:

Jeg skiftede skole efter fjerde klasse, fordi jeg håbede, jeg ville få det bedre. Men allerede tre dage efter, jeg var startet på den nye skole, var der nogle drenge i 6. klasse, der kastede vand på mig. Jeg kom hjem drivvåd. Jeg græd hver dag, når jeg kom hjem fra skole, og jeg var aldrig sammen med nogen, husker hun.

Nægtede at gå i skole

Mathilde gik på den nye skole i et halvt år, indtil det blev for meget for den kønne pige. Hun var kun til stede i skolen halvdelen af tiden, og til sidst nægtede hun helt at tage af sted om morgenen:

”Jeg sagde til mine forældre, at jeg havde ondt i maven. Jeg var bange for, hvad sjetteklasserne ville gøre mod mig. Min mor og far skulle jo på arbejde, så jeg var meget derhjemme sammen med vores hund, Aslan. Han gjorde mig glad.”

På den gamle skole var der i mellemtiden kommet nye lærere, og Mathilde vendte tilbage med fornyet mod. Men her begyndte veninderne at lave sjov med hendes vægt, og det slog Mathilde ud, at selv dem, hun stolede mest på, også gik imod hende.


Alting er blevet bedre nu

På Julemærkehjemmene arbejder vi med individuelle handleplaner for hvert barn og tager afsæt i de muligheder og kompetencer, den enkelte kommer med. Og Mathilde har fået en god start:
”Alting er blevet meget bedre nu. Jeg har fået venner her, som kender til det, jeg har været igennem, og jeg spinner sammen med de andre næsten hver dag, mens vi taler sammen, griner og hører musik. Det er sådan nogle dage, jeg aldrig glemmer,” fastslår hun.

 Selvom hun indimellem kan være bekymret for at komme tilbage til skolen derhjemme, tror hun inderst inde på sig selv:

”Jeg skal nok bevise, at jeg er blevet stærkere, og at jeg taber mig. Jeg har opnået 127 point for at lave frivillig motion, men jeg går efter 300 ekstrapoint. Jeg laver meget frivillig motion og løber ekstra morgenruter,” slutter hun med et smil.


12-årige Mathilde har fået nye tætte venskaber under sit ophold på Julemærkehjem. Her ses hun sammen med Sarah, Noa og Reyaan, som hun er på skolehold med.


Kender du børn som Mathilde, der kunne have gavn af et ophold?   Se hvordan man søger om at komme på Julemærkehjem

Vil du vide mere om Julemærkehjemmene? Så læs også 'Hjælp, der varer ved - resultatdokumentation'

Vi benytter cookies til bl.a statistik og tracking — du accepterer brugen af cookies ved at lukke boksen eller klikke videre.Læs mere OK