Børnenes historier
Fede spasser, idiot og lille fede ko. Det er blot et lille udpluk af de øgenavne, som 11-årige Emil måtte lægge øre til i skolen. Mobning og øgenavne var hverdag for Emil, og hver dag gik han i skole med en knude i maven og frygt for, hvad dagen mon bød på. Heldigvis fik Emil hjælp og en ny start på et Julemærkehjem.
Emil var kun 10 år, da mobning var ved at knække ham. Han var ked af det i hverdagen og bange for at gå i skole. Emil fik hjælp på et Julemærkehjem.
Nogle gange gik de bare på mig og ville slå mig.
Emil, 11 årHan blev kaldt grimme ting og råbt efter på gangene og i frikvarteret. Han blev skubbet, puffet, slået og holdt udenfor. Hans taske, sko og jakke blev taget og gemt for ham. I omklædningsrummet til idræt blev der kastet ting efter ham. Hans hånd blev mast i en dør, mens der blev grint af ham.
“Nogle gange gik de bare på mig og ville slå," fortæller han.
Det blev ved og ved, og til sidst blev det så slemt, at Emils forældre besluttede, at han skulle på Julemærkehjem.
Det var en helt anden verden, der mødte Emil på Julemærkehjemmet. Det var, som han selv udtrykker det, "all sunshine and rainbows."
Hos os blev han en del af et trygt og omsorgsfuldt fællesskab. Han blev mødt af lyttende og nærværende voksne, der hjalp ham og støttede ham. Han fik nye venner, der valgte ham til og værdsatte ham. Og vigtigst af alt, så lærte han, at han er god nok præcis som han er.
Næsten halvdelen af de børn, der kommer på Julemærkehjem har oplevet mobning ligesom Emil. Mange af dem bliver mobbet flere gange om ugen. Det har store konsekvenser for børnene. Ofte har deres selvværd lidt et alvorligt knæk. De har mistet troen på dem selv og deres egen værdi, og flere har helt trukket sig fra samvær med andre børn.
For rigtig mange børn bliver opholdet på Julemærkehjem starten på en ny lysere hverdag. Og det var også tilfældet for Emil:
“Her bliver man spurgt, om der er noget, man skal have hjælp til. Det er ligesom at kunne trække vejret igen. Man får mere selvtillid," fortæller han.
Forud for Emils første skoledag kontaktede hans kontaktperson fra Julemærkehjemmet skolen og fortalte om Emil og hans historie.
Og på første skoledag stod hele klassen og bød ham velkommen med klapsalver. Der var udvalgt tre drenge til at være hans “buddys” og allerede efter et par dage, havde han fået kælenavnet “Emilo”.
At Emil er lavet af noget helt særligt, er der vidst ingen tvivl om. Men han satte lige trumf på, da han under karnevallet i Aalborg valgte at lave en pantindsamling til fordel for Julemærkehjemmene. Han ville gerne give noget tilbage til det sted, der havde givet ham en ny start og ny tro på sig selv.
Det blev til flotte 901 kr. og en masse krammere, high fives og store smil fra alle de forbipasserende.
Emils historie er desværre ikke enestående. Alt for mange børn lider under mobning og ensomhed i skolen i dag. Det sætter dybe spor i børnene og påvirker deres selvværd langt ind i voksenlivet. Men for 4 ud af 5 børn stopper mobningen efter et ophold på Julemærkehjem. Emil var en af de heldige.
Du kan være med til at ændre livet for børn som Emil. Flere hundrede børn står på venteliste til et ophold på Julemærkehjem. Støt vores arbejde i dag, så børnene kan få en ny start uden ensomhed og mobning, men fyldt med livsglæde og selvværd.
Du kan give børn som Emil en ny start uden mobning og ensomhed
Det er en vigtig del af børns udvikling at turde tro på sig selv og vide, at man er god nok, som man er. Når vi arbejder med børnenes selvværd og selvtillid, sætter vi fokus på store og små sejre i hverdagen.
Læs mere om selvværd.
Hjælp andre børn som Kian
Ophold på Julemærkehjem
Hjælp, der varer ved