Nyt fra os
Børn fra Julemærkehjemmene Hobro og Fjordmark var til forpremiere på den storslåede Broadway-musical, WICKED, på Fredericia Musicalteater. Forestillingen var nemlig dedikeret til Julemærkebørnene. Aftenen bød på smukke sange, flotte kostumer og masser af godt humør.
Julemærkebørnene var til forpremiere på musicalen WICKED på Fredericia Musicalteater. Flere af vores skønne ambassadører var også til stede. Her Annemette Voss og Katja Bamberger Bro.
Det var en stor oplevelse for børnene fra de to jyske Julemærkehjem, da de mandag aften var inviteret til Fredericia for at se forpremieren på WICKED. De smukke sange, storslåede kostumer og skuespillerne gjorde indtryk. Og samtidig kunne børnene se sig selv i historien om de to hovedkarakterer, Elphaba og Galinda spillet af Johanne Milland og Nanna Rossen. Musicalen handler nemlig om at være anderledes og føle sig udenfor, og ensomhed og mistrivsel er centrale emner i den verdenskendte forestilling.
Forpremieren blev dedikeret til Julemærkehjemmenes arbejde for børns trivsel. For hver solgt billet går 100 kr. til Julemærkehjemmene. Ønsket om at støtte børnene er kommet i stand som følge af et samarbejde mellem Fredericia Musicalteater og AHA Creations, der står bag forestillingen.
Forestillingen gjorde stort indtryk på børnene. Særligt budskabet om at turde tro på sig selv, var noget børnene kunne genkende.
Glade og forventningsfulde børn fra Julemærkehjemmet Hobro på vej op af den røde løber inden forestillingen.
Flere af vores dygtige ambassadører har bidraget til at sprede budskabet om forestillingen og øge billetsalget forud for forpremieren, og de var selvfølgelig også inviteret til aftenens forestillingen. Annemette Voss, Thomas Evers, Katja Bro og Thomas Erex sad blandt børnene i salen.
Sammen med teaterdirektør, Thomas Bay, og direktør i Julemærkefonden, Søren Ravn Jensen, var det ambassadør Thomas Erex, der bød velkommen til forestillingen. Thomas er tidligere Julemærkebarn, og han fortalte om den forskel opholdet på Julemærkehjem har gjort for ham:
"Det var en livsforandrende oplevelse, og jeg er sikker på, at jeg havde været et helt andet sted i dag, hvis det ikke havde været for Julemærkehjemmene," fortalte Thomas fra scenen.
Inden forestillingen fortalte ambassadør Thomas Erex om sit ophold på Julemærkehjemmet Hobro. Et ophold, der blev livsændrende for ham.
Både børnene og ambassadørerne nyder det i allerhøjeste grad, når de mødes til arrangementer som dette. Her er det Annemette Voss, der får sig en god snak med Ida fra Julemærkehjemmet Hobro.
"WICKED har mere end 20 år bag sig på Broadway og er den anden mest sælgende musical på verdensplan - blandt andet fordi den taler ind i emner, vi alle kan relatere til, barn som voksen, og fordi temaer som ensomhed og mistrivsel altid vil være relevante. Derfor var det meget naturligt for os at gå i dialog med netop Julemærkehjemmene," fortæller teaterdirektør for Fredericia Musicalteater, Thomas Bay, om samarbejdet med Julemærkehjemmene og fortsætter:
"Hos Fredericia Musicalteater er vi stolte over at kunne støtte Julemærkehjemmenes vigtige arbejde, og at vi med formidling af kunst og kultur kan skabe opmærksomhed om ensomhed og mistrivsel hos børn og unge."
Samarbejdet med Fredericia Musicalteater er blandt andet kommet i stand takket være ambassadør for Julemærkehjemmene, Martin Palme Skriver. Han er kunstnerisk direktør hos AHA Creations, der samarbejder med Fredericia Musicalteater om opsætningen af den verdensberømte musical.
Martin Palme Skrivers hjerte har altid banket for Julemærkebørnene, og det har stor betydning for ham at kunne gøre en forskel for børnene gennem sit arbejde:
”Som ambassadør for Julemærkehjemmene gennem mange år betyder dette samarbejde utroligt meget for mig personligt. At kunne koble arbejdet med AHA Creations og WICKED så meningsfuldt sammen med en sag, som jeg brænder så meget for, er virkelig fantastisk. Jeg har selv erfaret, hvor overvældende det at føle sig udenfor kan være, og at kunne være en del af et projekt, der bringer håb og støtte, ikke kun til børn, men til publikum i alle aldre i lignende situationer, er en ære. Jeg håber, at forestillingen ikke blot vil underholde, men også være en kilde til forståelse og trøst for alle, der kæmper med de samme udfordringer. Og for den sags skyld enhver, der tvivler på sit værd og sin plads i fællesskabet," fortæller Martin.
Direktør i Julemærkefonden, Søren Ravn Jensen, er meget glad og beæret over samarbejdet og Fredericia Musicalteaters og AHA Creations indsats for at støtte børnene:
"Det er en kæmpe oplevelse for børnene, at de kan se denne flotte musical. Samtidig er vi utrolig glade for, at holdet bag WICKED sætter fokus på, hvor svært det kan være for børn at føle sig anderledes eller stå uden for fællesskabet. Tusind tak til Fredericia Musicalteater og AHA Creations for at bruge WICKED som platform til at fortælle om Julemærkehjemmene. Vi arbejder netop med at lære børn, at de er gode nok, som de er, og at de alle har værdi for fællesskabet. En særlig tak til kunstnerisk direktør for AHA Creations og ambassadør for Julemærkehjemmene, Martin Palme Skriver, for at bane vejen for det gode samarbejde."
Flere af vores seje og dygtige ambassadører var med til at sprede budskabet om forestillingen og forpremieren.
Din støtte gør en forskel
Det er en vigtig del af børns udvikling at turde tro på sig selv og vide, at man er god nok, som man er. Når vi arbejder med børnenes selvværd og selvtillid, sætter vi fokus på store og små sejre i hverdagen.
Læs mere om selvværd.
Hjælp andre børn som Casper
Ophold på Julemærkehjem
Hjælp, der varer ved