Nyheder og arrangementer
Er du til sportsvogne og lækre biler? Til Ræs med Hjertet kan du få en oplevelse for livet, samtidig med at du støtter børn på Julemærkehjemmet Fjordmark.
God stemning til Ræs med Hjertet 2022.
Søndag 10. september 2023 bliver speederen trykket i bund på Padborg Park til fordel for Julemærkebørnene.
Her kan alle, der drømmer om at komme helt tæt på en lækker sportsvogn få stillet sulten. Til den årlige event Ræs med hjertet kan man få en tur som passager i en drønlækker Ferrari, Lamborghini eller Porsche. Man er også velkommen til bare at købe entrébillet og gå rundt og kigge ind i bilerne.
Turene i bilerne koster mellem 400 kr. og 950 kr. pr person. Bilerne kan have 1-3 passagerer alt efter hvilken model, man vælger. En tur består af to omgange på motorsportsbanen på Padborg Park. Man kan også for 1.800 kr. få en high speed tur på tre omgange med racerkøreren John Nielsen i en Ferrari 296 GTS.
Vil man bare kigge, koster en entrebillet 50 kr. og børn under 15 år kommer gratis ind. Billetter kan købes online eller på dagen.
Køb billetter til Ræs med Hjertet her
Det bliver en dag med masser af fart og fede biler, samtidig med at støtter et godt formål. Alle kan være med, unge og gamle, store og små. En tur er en perfekt gaveidé til en, du kender der holder af biler. Eller dig der har lyst til at mærke, hvordan det føles, når ekstra mange hestekræfter bliver sluppet løs. Dagen er også oplagt som firmadag, hvor lokale virksomheder kan netværke med hinanden.
Alle donationer og indtægter fra dagen går ubeskåret til Julemærkehjemmet Fjordmark, mens omkostningerne bliver dækket af sponsorerne. Børnene fra Fjordmark får selvfølgelig også en køretur på banen.
”Dagen er en kæmpeoplevelse for børnene. Derudover er vi taknemmelige for, at der er en gruppe mennesker, der via deres interesser og forbindelser vil bruge kræfter på at skaffe midler til Julemærkehjemmet. Det har en stor værdi for os”, siger forstander fra Julemærkehjemmet Fjordmark, Jesper Lildholdt.
Ræs med hjertet bliver arrangeret af en forening, der samler penge ind til velgørende formål. I 2017 og 2018 blev der samlet lidt over 300.000 kr. ind, mens det sidste år blev overrakt en check med det imponerende beløb på 1 million kr. De seneste seks år er der tilsammen kørt 3,6 millioner kr. ind til Julemærkehjemmet Fjordmark.