ANNE KATHRINE ER BLEVET GLAD FOR SIG SELV 

Anne Kathrine (yderst til højre) med et par af vennerne fra Julemærkehjemmet Hobro.

”Jeg havde det lidt svært derhjemme. Jeg ville gerne trække mig ud af fællesskabet, sådan gå lidt væk. Jeg følte, jeg var grim, og at andre ikke skulle se mig.”

Sådan indleder Anne Kathrine samtalen. Det er ikke let at fortælle om, hvordan hun havde det, før hun kom på Julemærkehjem. Det var en svær tid for den 12-årige pige. Hun var langsomt begyndt at holde sig for sig selv.

Følte sig ikke god nok

”Hvis nogen spurgte, om jeg ville være med til at lave noget sjovt, så sagde jeg bare nej og gik. Nogle gange ville jeg godt være med, men ellers blev jeg bare hjemme på værelset og så tv. Jeg syntes ikke, jeg var pæn nok. Jeg følte ikke, jeg var god nok til at være med, men at jeg var grim og dum.”

De hårde ord kommer fra Anne Kathrine selv. For der var ikke nogen, som drillede hende. Hun følte bare, at hun var lidt anderledes end de andre piger i klassen. Det kom for eksempel til udtryk, når pigerne prøvede hinandens tøj.

”Jeg brugte større tøjstørrelser end de andre. Så når de skulle prøve noget af mit tøj, var det alt for stort til dem. Så følte jeg mig stor og tyk. Det var ikke nogen, der sagde det til mig. Jeg tænkte bare, jeg skulle være lidt tyndere og pænere.”

Hun talte med sine forældre om, hvordan hun havde det. De gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe hende. Til sidst blev de enige om, at et ophold på Julemærkehjem kunne være løsningen.

Se Anne Kathrine fortælle sin historie

I videoen kan du høre Anne Kathrine fortælle sin historie.

De andre forstår mig

På Julemærkehjemmet er Anne Kathrine hurtigt blevet en del af fællesskabet, og hun har fået mange nye venner.

”Vi har hurtigt lært hinanden at kende, og vi taler meget sammen. Vi kan tale om, hvorfor vi er kommet her, og hvad der er sjovt at lave. Jeg kan godt lide, at vi hele tiden er sammen. Vi spiller spil, er på hoppepude, og så er vi selvfølgelig også i skole.”

Og vigtigst af alt har hun mødt voksne, som forstår hende og børn, som har kæmpet med nogle af de samme problemer. Støtten fra de voksne pædagoger har været uvurderlig. På Julemærkehjemmene har de har tid og ro til at tale med børnene, til at lytte til deres problemer og give dem gode råd.

”De voksne kan godt forstå mig. De siger, at man er ok, som man er, at man skal ikke være perfekt og at man ikke skal sammenligne sig med andre. De hjalp mig ved at tale med mig om, at jeg havde det svært. Jeg kan huske, at jeg sagde, at jeg ikke var tilfreds med mig selv, og om de kunne hjælpe mig med at blive glad. De sagde, at man er, som man er, og man skal være glad for det, og der er ikke noget galt med en.”

Meget mere glad

De mange samtaler med børn og de voksne pædagoger har hjulpet Anne Kathrine til at få et langt mere positivt syn på sig selv.

”Jeg er blevet mere glad for mig selv. Jeg tænker, at jeg er ok, som jeg er, og der er ikke noget galt med mig. Jeg er meget mere glad. Nu kan jeg også være sammen med vennerne derhjemme uden at tænke over det. Førhen tænkte jeg meget over, hvordan jeg så ud, og hvordan jeg gjorde tingene.”

Og nå man ser en smilende Anne Kathrine i dag, er det svært at forestille sig, at hun har haft det dårligt med sig selv. Hun har lært at holde af sig selv.

"Jeg er glad nu. Jeg spiser sundere, og hvis jeg bliver inverteret til noget, vil jeg gerne komme Jeg har det godt, jeg er startet til sport igen. Jeg ligner ikke de andre, men det skal jeg heller ikke. Det vigtigste er at være glad for sig selv."