Nyhedsbrev

Få en gratis kalender - Julemærkehjemmene

Få spændende historier og information fra Julemærkehjemmene direkte i din mailboks.

Nej takJa tak

Nytryk Støttevarer Krea / DIY Julemærket 2023 Kogebøger  Gavebevis e-Julemærket
Historien Julemærket Bestyrelse Regnskaber Ambassadører Protektor
Giv en donation Bliv erhvervssponsor Bliv erhvervspartner Bliv strategisk partner
Mød børneneOpskrifter Se videoer Få vores nyhedsbrev
Pædagogisk tilgang Dagligdagen Samarbejde om barnet Børnenes udvikling
Kontakt Julemærkefonden Kontakt Julemærkehjemmene Find medarbejder Ledige stillinger Er du blevet ringet op? Presse
Ansøg om ophold Om hjemmene Børnenes udfordringer Informationsmøder
Støt nu

NU ER JEG IKKE BANGE FOR, HVAD ANDRE TÆNKER OM MIG

Mathias blev mobbet i skolen pga. sit udseende. Til sidst havde han ikke længere lyst til at gå i skole. Et ophold på Julemærkehjem har været hans redning, og i dag er Mathias igen en dreng med tro på sig selv.

Glad dreng, Julemærkehjem

Mathias foran Julemærkehjemmet Hobro. Opholdet på Julemærkehjem blev Mathias' redning og vej væk fra mobning og ensomhed.


”Det var her i 6. klasse, det gik over gevind. Jeg havde ikke oplevet det før, men nu begyndte de andre i klassen at mobbe mig. De råbte ad mig i skolegården, de kaldte mig ”Flæske” og andre ubehagelige ting.”

Sådan fortæller 12-årige Mathias om sin skoletid, der lige pludselig blev til et mareridt. Hver dag var han udset til at skulle lægge øre til tilråb og hånlige kommentarer om sit udseende. Lærerne forsøgte at hjælpe, så godt de kunne, men de kunne ikke få mobberiet til at stoppe. Og de mange grimme ord fik store konsekvenser for Mathias.

”Jeg blev ked af det og sur. Jeg havde ikke en god hverdag. Når jeg kom hjem fra skole, var jeg meget frustreret, for hvad nu hvis jeg blev mobbet igen i morgen. Jeg var bange for at komme i skole, og til sidst havde jeg slet ikke lyst til at gå i skole. Det var derfor, jeg kom på Julemærkehjem.”


Se Mathias' historie

I videoen kan du høre Mathias fortælle sin historie.


Et vendepunkt

Opholdet på Julemærkehjemmet Hobro blev et vendepunkt for Mathias. Her fik han nye venner og alle talte pænt til ham. Nu kunne han igen slappe af og være sig selv.

”Jeg synes, Julemærkehjemmet er et fedt sted, jeg elsker det. Vi er ude i naturen, vi hopper på hoppepude, og der er venner, jeg kan tale med hele tiden. Jeg kan godt lide at spille fodbold og basket, og her må alle være med. Vi gør meget for at få alle med i gruppen, når vi laver noget. Store eller små, der er plads til alle.”


Jeg hadede min krop

På Julemærkehjemmet er der fokus på leg og bevægelse i fællesskab med de andre børn. Sammen med de mange muligheder for at dyrke naturen og udelivet har opholdet gjort en kæmpe forskel for den fodboldglade dreng.

”Jeg har fået meget bedre selvværd, og nu er jeg glad for min krop igen. Før jeg kom på Julemærkehjem, hadede jeg den. Når vi havde idræt i skolen, var jeg altid den sidste, der gik i bad, fordi jeg ikke ville vise min krop frem. Jeg var bange for, hvad de andre ville sige om den. Men nu tør jeg godt. Her er der ikke nogen, som siger noget til mig.”

På Julemærkehjemmet har Mathias også ændret sine dårlige vaner med at spise usundt.

”Jeg spiste ikke så sundt derhjemme. Der lå en kiosk lige ved siden af skolen, så vi kunne lige rende derover og købe noget kage, og det blev for meget til sidst. Men her har jeg lært at spise sundere, og at jeg stadig godt må spise slik, når bare det ikke er i for store mængder.”

Pædagogerne på Julemærkehjemmet har hjulpet ham gennem opholdet. De har givet ham gode råd, og de har lært ham, at han ikke skal bekymre sig om, hvad andre kunne finde på at tænke om ham.

”Før følte jeg, at der var mange, som kiggede på mig. Men nu er jeg ikke bange for, hvad folk tænker om mig. Jeg tør mere, førhen var jeg bange for at gå i badeland. Så ville jeg helst have en T-shirt på. Men jeg var i badeland her i weekenden, og jeg kunne mærke, at det føltes helt naturligt at være der.”


En glad og smilende dreng

I dag er det en helt forandret Mathias. Væk er bekymringerne og selvhadet. I stedet er det en dreng, som pjatter og leger med de andre børn. Og på fodboldbanen fører han sig frem med elegante driblinger og skarpe afleveringer.

”Jeg kan mærke det på mit humør og indeni. Min far siger også, at han kan se, at jeg har fået mere selvværd, at jeg smiler og er glad."

Efter sommerferien skal Mathias starte på en ny skole. Det bliver en ny start for ham, hvor han kan være den nye, glade udgave af sig selv.

”Jeg glæder mig meget til at vise de andre, hvem jeg er, og til at byde ind i fællesskabet. Det er fantastisk at være på Julemærkehjem. Det er et sted, du kan få hjælp, når du har det svært, og tro mig, jeg er blevet meget mere glad”, slutter han med et smil, inden han skal tilbage på fodboldbanen.

Glad dreng spiller fodbold, Julemærkehjem

På Julemærkehjemmet har Mathias fået en masse nye venner, og han er ikke længere bange for at være sig selv - særligt ikke på fodboldbanen, hvor han giver den gas sammen med de andre børn.

Vi styrker børnenes selvtillid og selvværd

Det er en vigtig del af børns udvikling at turde tro på sig selv og vide, at man er god nok, som man er. Når vi arbejder med børnenes selvværd og selvtillid, sætter vi fokus på store og små sejre i hverdagen.
Læs mere om selvværd.


Hjælp andre børn som Mathias

Kom på Julemærkehjem

Hjælp, der varer ved

Persondatapolitik og cookiesSalgs- og leveringsbetingelser

© 2024 JULEMÆRKEFONDEN — Designed by DAN®