Tilmeld nyhedsbrev

Få historier fra Julemærkehjemmene og information om hjælpearbejdet!

Nej takJa tak

JulemærkerNytrykSærarkPinsKogebøgerVis din støttee-Støttemærket
Vores arbejde Historien Julemærket Bestyrelse Regnskaber Ambassadører Protektor
Bliv VirksomhedsVenGiv en VirksomhedsGaveBliv ErhvervsPartnerNyt om erhverve-Støttemærket
Mød børneneSe videoerSe opskrifterFå vores nyhedsbrev
Ansøg om opholdOm hjemmeneSådan hjælper viSpørgsmål og svarTema om mobning
Kontakt JulemærkefondenEr du blevet ringet op?Find medarbejderLedige stillingerKontakt Julemærkehjemmene
Støt nu
top

Julemærkehjemmene

Giver børn en ny start

"VI HAR ALDRIG FØR HAFT SÅ MANGE ÆGTE VENNER”

Anemone kiggede i sit skab om morgenen. Der hang ikke dyre Gucci-bælter og Louis Vuitton-tasker, som der gjorde i nogle af klassekammeraternes garderober. Hun var bange for at tage det forkerte tøj på. For de andre ville drille hende, hvis hun ikke så ud som dem. Hun blev kaldt ”fake” og holdt udenfor. Hverdagen var uoverskuelig, ensom og hård.


Anemone er 11 år. Hun har været på Julemærkehjem i 10 uger. I morgen skal hun holde afslutningsfest sammen med de andre børn fra sin gruppe, før hendes forældre henter hende for sidste gang. Anemone har pakket sin taske. Ikke med dyrt mærketøj, som det ellers foreskrives i klassen derhjemme. Og det har hun det fint med nu. Hun er nemlig meget værd. Også selvom hun ikke har dyrt mærketøj på.

Anemone og Alberte

11-årige Anemone (til venstre) og 14 årige Alberte havde begge brug for at få styrket troen på dem selv og deres egen værdi. På Julemærkehjemmet fik de hjælp til netop det.

Mærketøj er ikke alt

"Jeg synes, det var svært at blive kaldt ’fake’, bare fordi jeg havde noget, der ikke var ægte. Mine iPods for eksempel. Eller min taske. Så drillede de mig, og jeg var ikke rigtig med i legene. Jeg følte mig meget alene og tænkte hele tiden på, hvordan jeg skulle være og se ud. Jeg tænkte, at jeg ikke var noget værd, når jeg ikke så ud som de andre. Men sådan har jeg det ikke mere. Jeg har rykket mig ret meget på Julemærkehjemmet,” fortæller Anemone.

Alberte på 14 år har fulgtes med Anemone under opholdet på Julemærkehjem. Også hun står overfor at skulle hjem igen til en klasse, hvor hun havde svært ved at finde sin plads i fællesskabet og stå ved sig selv. Hun nikker genkendende til Anemones fortælling om, at det skaber usikkerhed og tvivl om eget værd, hvis man ikke ser ud som de andre:

Der, hvor jeg bor, skal man også have det rigtige tøj på. Og hvis ikke man har det, bliver man socialt uaccepteret. Jeg holdt mig rigtig meget tilbage og begrænsede mig selv. Jeg turde ikke rigtig sige noget højt. Jeg prøvede at gøre som de andre,” husker Alberte. Hun havde brug for en pause fra hverdagen i klassen og har været meget glad for tiden på Julemærkehjem. Den har fået hende til at tænke anderledes – både om sig selv og om de andre børn:

Der er nogle, der har behov for at kommentere på andres tøj og væremåde. Det er dem, der kommenterer, der har et problem. Det er gået op for mig, at det nok er sådan, det er. De er måske selv usikre, og så er det nemmere at kommentere på andre, end at forholde sig til sig selv. Dybest set er det fuldstændig ligegyldigt, hvad andre tænker om én. Sådan har jeg det nu. Jeg kunne bare ikke se det før.

At se sig selv med nye øjne

Usikkerhed og følelsen af ikke at passe ind har for både Anemone og Alberte haft store konsekvenser. De har været alene og tvivlet på sig selv i mange sammenhænge. Men de negative selvbilleder er blevet erstattet af nye, positive fortællinger:

Mit mål med at komme på Julemærkehjem var, at jeg ikke skulle tale mig selv ned hele tiden. Jeg tænkte altid, at jeg ikke kunne, det jeg skulle. Til svømning tænkte jeg for eksempel, at jeg ikke kunne hoppe fra vippen. Jeg turde ikke en gang prøve. Jeg sagde bare til mig selv, at det var en dum ide. Men nu bliver jeg så glad, når jeg opdager, at jeg pludselig gør noget, som jeg ikke gjorde før. Jeg er glad for, at jeg har rykket mig,” fortæller Anemone om den udvikling, hun har gennemgået, mens hun har været på Julemærkehjem.

Og også Alberte kan tydeligt mærke, at hun tænker anderledes om sig selv nu. At hun tør stå ved den, hun er:

Jeg er blevet bedre til bare at gøre noget og ikke tænke så meget over, hvad andre synes. Før begrænsede jeg mig selv hele tiden og sagde ikke rigtig så meget. Jeg var hele tiden i tvivl om, om jeg er noget værd. Jeg tænkte bare: ’Hvad siger de andre om mig?’ Men nu tager jeg det tøj på, jeg gerne vil. Jeg taler om det, jeg gerne vil. Jeg holder mig ikke tilbage mere.

Anemone og Alberte sidder i solen, mens de andre børn leger bag dem. Pigerne taler om venskaber, der skal holdes ved lige, når opholdet er slut. De taler om betydningen at være en del af et stort fællesskab. Og de taler om, hvor glade de er for den oplevelse de har fået – opholdet på Julemærkehjem.

Anemone, Alberte og deres værelseskammerater

På Julemærkehjemmet Liljeborg har begge piger fået nye venner, og særligt deres to værelseskammerater er de blevet tæt knyttet til.


Hjælp børn som Anemone og Alberte

Støt børnene

Hjælp, der varer ved

Se resultater
ssssss