Tilmeld nyhedsbrev

Få historier fra Julemærkehjemmene og information om hjælpearbejdet!

Nej takJa tak

Julemærket 2019JulemærkerJulekortGavemærkerPinsKogebøgerAndre varere-Julemærket
Vores arbejde Historien Julemærket Bestyrelse Regnskaber Ambassadører Protektor
JuledonationBliv VirksomhedsVenGiv en VirksomhedsGaveBliv ErhvervsPartnere-Julemærket
Se alle nyhederMød børneneSe videoerSe juleopskrifterFå vores nyhedsbrev
Ansøg om opholdOm hjemmeneSådan hjælper viSpørgsmål og svar
Kontakt JulemærkefondenFind medarbejdereSe ledige stillingerKontakt Julemærkehjemmene
Støt nu
top

Julemærkehjemmene

Giver børn en ny start

JEG GRÆD MIG I SØVN HVER DAG

Nedslidende mobning hver eneste dag og en konstant følelse af at være forkert, alene og udenfor. Emma på 13 år havde det sådan i årevis, indtil hun en dag ringede til sin far og sagde, han skulle hente hende fra skole. Emma kunne ikke mere.

Solen skinner, og der er høje hvin fra glade børn, der leger på den store hoppepude uden for Julemærkehjemmet. Et af børnene er Emma fra Odsherred. Hun går i 7. klasse, men lige nu er hun på et 10 ugers ophold på Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde:

”Jeg er så glad for at være her, for før havde jeg ikke så mange venner – der var ikke rigtig nogen i skolen, der var gode ved mig. De kaldte mig mange ting. Fx Spøgelse og snemand. Og 

nogle gange råbte de: ’Hvor er Emma?’, selvom jeg stod lige ved siden af.”

 Emma kigger ned. Hun er tænksom og stille et øjeblik. Det er tydeligt, at mobningen har sat sine spor. Solens stråler lyser på hendes mørke hår og fine lyse hud. Det er den, huden, der har været årsag til mange af drillerierne. Mange drømmer om en ren, sart hud som Emmas. Men hun ville selv ønske, den så anderledes ud.

Bunden var nået

 
Den årelange mobning førte til isolation og ensomhed. Emma var ikke sammen med nogen efter skole. Hun burede sig inde på værelset. Her så hun fjernsyn og spillede computer. Og her græd hun:

”Jeg var ked af det hver dag. Og når jeg skulle sove, græd jeg. Min mor og far og søster forsøgte at få mig til at være mere social, og lærerne i skolen forsøgte at stoppe mobningen. Men der skete ingenting. En dag bad jeg min far om at hente mig fra skole. Jeg havde det så skidt. Jeg kunne bare ikke mere.”

Det var Emma selv, der hørte om Julemærkehjemmene, og familien tog kontakt til lægen, som hjalp med at udfylde papirer til en ansøgning om et ophold. Nogle måneder efter kørte Emma afsted med sine forældre mod Roskilde.

Betydningsfulde venskaber

Opholdet på Julemærkehjem har allerede haft stor betydning for Emmas livsglæde. Hun har fået glimtet tilbage i øjnene, og hun stoler og tror meget mere på sig selv. Og så har hun oplevet at danne tætte relationer med andre børn. Noget, der for hende var været det mest betydningsfulde ved opholdet på Julemærkehjem. Særligt én oplevelse står klart i Emmas bevidsthed:

”Jeg skulle sige farvel til en af mine nye venner, som var færdig her på Julemærkehjemmet. Jeg blev rigtig ked af det. Men på den anden side blev jeg også glad, fordi jeg havde nået at 

kende hende så godt, at jeg blev ked af det. Den følelse havde jeg aldrig mærket før. Jeg har ikke før prøvet at have så gode venner – eller savne nogen på den måde.”

Emma har nogle uger tilbage af sit ophold på Julemærkehjem. Men hun er fortrøstningsfuld og ser lysere på fremtiden. Hun tænker af og til på, hvordan det bliver at komme tilbage til den gamle skole. Men hun er ikke bange for det, for hun har fået en helt ny bevidsthed om sig selv. En helt ny styrke:

”Jeg har det bedre med mig selv. Jeg har meget mere selvtillid og tillid til, at det, jeg gør, er godt nok.”


Hjælp børn som Emma

Støt børnene

Hjælp, der varer ved

Se resultater

Læs børnenes historier

Mød børnene