NIKOLAJ på Julemærkehjem
– og 10 år efter

Jeg kom på Julemærkehjemmet, fordi jeg havde oplevet nogle svigt, der havde givet mig en grundfølelse af ikke at være god nok. Jeg var en meget stille, alvorlig og eftertænksom dreng, der tilmed var blevet lidt buttet.

De første dage på Julemærkehjemmet var det lidt underligt med alle de fremmede mennesker, og jeg brugte meget tid på at tænke på, hvad de andre syntes om mig. Jeg fandt dog ud af, at alle havde noget, de kæmpede med, og der opstod hurtigt et fællesskab. Pludselig følte jeg ikke længere, at jeg var et udskud, der havde det svært socialt. Jeg var bare som de andre børn. Jeg oplevede, at hvis jeg rakte ud efter det, jeg havde brug for, så var der nogle, der ville hjælpe mig. Samtidig var der nogle, der rakte ud efter mig og kunne lide mig, som den jeg var. For mig var de første uger et festfyrværkeri af et nyt liv – næsten som at være forelsket.

Før jeg kom på Julemærkehjem, havde jeg svært ved at tage kontakt til andre, så det var kæmpe stort for mig at komme ind i

et fællesskab og lære at skabe relationer. Allermest elskede jeg de lange gåture, vi var på. Måske fordi vi blev sat i en situation, hvor vi var mere eller mindre tvunget til at tale med den, der gik ved siden af, og så gik vi og snakkede om alt muligt. Det udviklede mig på en god måde.

Tiden på Julemærkehjemmet var helt unik. Jeg lærte, hvilke kampe jeg skal tage, og at hvis jeg vil opnå noget, så er jeg nødt til selv at gøre en indsats. Den dreng, der kom til Julemærkehjemmet, var usikker, utryg og bange for at miste alt. Den dreng, der tog hjem, havde masser af mod på livet og tro på sig selv. Jeg lærte, at selvom noget er svært, så får jeg ikke noget ud af at give op, jeg får kun noget ud af at kæmpe videre. Det har jeg taget med mig sammen med ordene om, at ”vores smagsløg ændrer sig hele tiden, så husk lige at smage på tingene igen.”

Nikolaj læser i dag til datamatiker.