PERNILLE på Julemærkehjem
– og 10 år efter

Jeg kom på Julemærkehjem, fordi lærerne i min folkeskole var bekymrede over, at jeg tog meget på. Jeg var meget påvirket af, at jeg havde psoriasis og blev mobbet på grund af dét – og det var jo nok derfor, at jeg kom til at spise for meget.

Fra den første tid på Julemærkehjemmet husker jeg mest, at jeg var sulten hele tiden. Selvom vi fik mange måltider, så var mængderne meget mindre, end jeg var vant til. Jeg plejede at spise sovs og kartofler uden begrænsninger og meget få grøntsager. Dem skulle jeg lige vænne mig til, grøntsagerne, men de smagte sjældent så slemt, som jeg forestillede mig.

I løbet af 10 uger gik min selvtillid fra at være helt i bund til at vokse sig stor. Pædagogerne var fantastiske til at skubbe mig fremad. De lærte mig, at jeg har lige så meget at byde på som alle andre. Samtidig fik jeg venner, der var i samme situation som jeg og forstod mig, og de føltes som ægte venner.

Jeg husker især en dag, hvor vi sidder i et fællesrum og hører musik og skråler højt og griner. Den der fornemmelse af bare at kunne være glad og smile havde jeg aldrig prøvet før. Jeg følte mig vildt lykkelig. Jeg kan også huske, når jeg slog rekorder i noget motion, og jeg stolt kunne ringe hjem og fortælle om dem. Alle de ting havde en kæmpe betydning – det var som at få en helt ny start.

Tiden på Julemærkehjemmet har gjort, at jeg tror mere på mig selv. Før opholdet var mit liv meget fokuseret på, hvad jeg ikke kunne, men jeg tog hjem med en masse tro på, at jeg kunne mere, end jeg selv troede. For eksempel har jeg knoklet for at komme ind på sygeplejestudiet, selv om jeg har det svært bogligt. Det med at kæmpe for det, jeg vil, fordi jeg ved, jeg kan, det har jeg helt sikkert med fra Julemærkehjemmet.

Pernille læser i dag til sygeplejerske.