Tilmeld nyhedsbrev

Få historier fra Julemærkehjemmene og information om hjælpearbejdet!

Nej takJa tak

Julemærket 2018JulemærkerJulekortGavemærkerPinsKogebøgerAndre varere-Julemærket
Vores arbejde Historien Julemærket Bestyrelse Regnskaber Ambassadører Protektor
JuleDonationFirmajulekortFrankeringBliv VirksomhedsVenGiv en VirksomhedsGaveBliv ErhvervsPartner
Se alle nyhederSe videoerSe JuleopskrifterFå vores nyhedsbrev
Ansøg om opholdInformation omSådan hjælper viSpørgsmål og svar
Kontakt JulemærkefondenFind medarbejdereSe ledige stillingerKontakt Julemærkehjemmene
Støt nu
top

Julemærkehjemmene

Her bliver børn - børn igen

JEG HØRER IKKE TIL I ET SORT HUL

Hver dag var en kamp at komme igennem. Ida havde knugende ondt i maven om morgenen, og i skolen låste hun sig inde på toilettet. Her fik tårerne frit løb. Her forsøgte hun at skjule, at hun var ved at bryde sammen på grund af angst og årelang nedslidende mobning.

Vi møder Ida en smuk solskinsdag. Hun smiler, og hendes øjne stråler. Det er tydeligt, at hendes liv har taget en drejning. Hun er gladere, og hun tror på sig selv. Ida byder velkommen på den skole, som har dannet rammen om en mørk tid i hendes kun 12-årige liv. Her stod modbydelig mobning på år efter år:

- Min klasse var slet ikke god, og jeg blev altid holdt udenfor. Jeg måtte ikke være med, fordi jeg ikke gik med makeup og bh som de andre – og hvis jeg alligevel tog det på, fik jeg at vide, at det ikke hjalp, og at jeg altid vil være den grimme ælling. Jeg gik tit ud på toilettet og græd, fordi ingen måtte se, at jeg blev ked af det. Jeg ville gerne virke stærk, fortæller Ida.



Ida har for nylig afsluttet et ophold på Julemærkehjem, og i dag skal hun holde oplæg for skolens mellemtrin. Hun vil fortælle dem om de 10 uger, som har hjulpet hende på ret kurs igen – og som har hjulpet hende til at finde sig selv. Blandt lytterne er også dem, der hver eneste dag holdt Ida nede og fik hende til at tro på, at hun ikke er noget værd.

- Før havde jeg bare så svært ved at finde ud af, hvem jeg skulle være. Det var, som om der var en torden i min mave hele tiden. Men jeg er så stolt at mig selv nu, og jeg vil gerne vise dem den nye Ida. Hun er glad og kan godt tro på sig selv, fortæller det tidligere Julemærkebarn med stolthed i stemmen.

Da Ida kom hjem fra Julemærkehjem holdt hun oplæg om sit ophold for mellemtrinet på hendes skole.


Angst og usikkerhed

Ida har fået nye gode venner fra sin tid på Julemærkehjem. Her ses hun sammen med sit skolehold. Det er nogle af de børn, som har lært hende, at hun er god nok, som hun er.

Idas mor stod magtesløs ved siden af sin datter og så hende synke dybere og dybere ned i et sort hul. Hun så, hvordan Ida blev mere og mere usikker og angstfyldt, og pludselig turde hendes datter ikke længere hverken sove alene, gå alene eller være alene. Det var Idas mor, der til sidst foreslog et ophold på Julemærkehjem, og efter lidt betænkningstid syntes Ida om ideen:

- Jeg var ikke så glad i starten og savnede min mor og mine brødre meget. Men jeg havde virkelig bare brug for at komme   væk og tænke på, hvordan jeg kunne gøre det godt for mig selv, husker Ida og fortsætter:

- Og det var en øjenåbner for mig at lære, at der var nogen, der ville være sammen med mig – fordi jeg er Ida. Jeg behøvede ikke prøve at være en anden, og jeg fandt ud af, at jeg ikke hører til i et sort hul. Jeg er et almindeligt menneske, og lige som alle andre kan jeg også godt klare livet. Og jeg kan endda også klare lidt modstand.


En ny begyndelse

På Julemærkehjem får børnene hjælp til at tænke anderledes om sig selv. De bliver en del af et fællesskab med nærvær, støtte og omsorg fra de andre børn og voksne. Og lige så stille forbedres deres selvværd.  Børnene taler sammen om, hvordan de har det. De lærer at se positivt på sig selv igen – og de får redskaber til at holde fast i de nye og positive selvbilleder:

- På en måde var det jo rart at vide, at de andre havde det ligesom mig og kendte til mobning. Vi talte meget om, at vi ikke kommer til at have det sådan her altid. Det kan godt ændre sig, og det gjorde det jo. Vi skulle skrive nogle søde ting om hinanden på nogle sedler, og dem tager jeg frem derhjemme nogle gange. Så tænker jeg på, at der er nogen, der tror på mig.

Ida fik et meget nært forhold til sin værelseskammerat Andrea under deres fælles ophold på Julemærkehjem.

På Julemærkehjemmene taler børnene om, hvordan de har det. De skriver sedler til hinanden med positive ord. Det er en af metoderne til at arbejde med at forbedre børnenes selvbilleder.


Ida startede i 6. klasse efter sommerferien, mens hendes tidligere klassekammerater fortsatte op i 7. De hårde skoleår har betydet, at Ida er kommet bagud og nu skal indhente noget af det forsømte. Men det bekymrer hun sig ikke så meget om. Hun fokuserer på, at hun er glad, tør være sig selv – og at hun er god 

nok, præcis som hun er. Netop det minder hun sig selv om hver aften: 

- Når jeg lægger mig til at sove, tænker jeg på, hvad jeg har gjort godt i løbet af dagen. Hvad der er lykkedes for mig, og hvad jeg er god til, slutter Ida med et smil.


Kender du et barn, der kunne have gavn af et ophold?   Se hvordan man søger om at komme på Julemærkehjem

Vil du vide mere om Julemærkehjemmene? Så læs også 'Hjælp, der varer ved - resultatdokumentation'

Vi benytter cookies til bl.a statistik og tracking — du accepterer brugen af cookies ved at lukke boksen eller klikke videre.Læs mere OK