Brug dine smagsløg – smag maden til
Freestyle jeres egen suppe
Skal der mere salt i maden? Eller måske noget surt? Og hvordan vil retten smage, hvis I tilsætter noget sødt? I øvelsen her skal I bruge jeres sanser og tilberede jeres egen suppe med de ingredienser og råvarer, I allerede har i køleskabet og køkkenskabene.
De fem grundsmage
Der findes fem grundsmage, som er vigtige elementer at arbejde med i køkkenet. Det er sur, sød, salt, bitter og umami, som er en smag, der opfattes som kødfuld, bouillonagtig eller fyldig.
Når alle grundsmagene er til stede, giver det et velsmagende og balanceret måltid. Det gør din hjerne glad, fordi den bliver tilpas stimuleret.
Når I laver suppen her, skal I smage den til og vurdere, om den indeholder tilstrækkeligt af de fem smage. Det kan være svært, men øvelse gør mester. Hjælp hinanden, smag til sammen og tal om, hvad I smager.
Ingredienser
- 1 tsk. olie
- 1 bouillonterning
- 2 spsk. Philadelphia light
- 4 dl vand
- 150 g valgfrie grøntsager
Du skal også bruge:
- En håndfuld teskeer
- Forskellige ingredienser, der giver grundsmage:
- Salt: fx salt, fetaost, soja eller kapers
- Surt: fx citron, lime, kærnemælk, yoghurt, creme fraiche, eddike eller balsamico
- Sødt: fx marmelade, tørret frugt, sirup, sukker, honning, kokosmælk, bagte rodfrugter
- Bitter: fx valnødder, rucola, grape, øl, mørk kakao, mørk chokolade, kaffe eller rugbrød
- Umami: fx parmesanost, kød, tang, fisk, svampe, soltørrede eller bagte tomater
Sådan gør du
- Start med at sætte 8 dl vand over i en elkedel.
- Når vandet koger, hældes det op i et litermål og blandes med bouillonterningen.
- Vælg de grøntsager, du gerne vil have i din suppe (vej ca. 350 g af).
- Skær grønsagerne ud i strimler, skiver eller tern.
- Sæt en lille gryde på komfuret og skru godt op for varmen.
- Tilsæt lidt olie og grøntsagerne. Lad det stege 4-5 min.
- Hæld bouillonen ned i gryden og lad det koge i 10 min.
- Når grøntsagerne er bløde, tilsættes Philadelphia light.
- Blend det hele.
Nu kommer det sjove. Nu skal suppen nemlig smages til. I skal bruge de forskellige smage, som I har valgt.
Smag til lidt ad gangen og lad alle smage og fortælle, hvad de kan smage. Snak om, hvad I kan lide, om I synes suppen mangler noget og hvad det eventuelt kunne være.
I kan starte med kun at dufte til suppen og snakke om duften. Hold jer derefter for næsen, mens I smager, og efter et par sekunder, så slip næsen. Hvad oplevede I? Hvornår smagte suppen af mest?
Godt at vide
- Konsistensen kan variere alt efter tilberedningsmetode. F.eks. vil suppen blive tyndere, hvis den koges med låg, da dampen derved ikke fordamper.
- Hvis du gerne vil have yderligere inspiration eller hjælp til grundsmagene og tilsmagningen af suppen, kan du kigge i vores kogebog “Mad i Fællesskab” – på side 204 fortæller vi om smagskompasset og uddyber, hvordan de fem grundsmage påvirker hinanden.
Tal om retten
- Snak om dagens ret og smag maden til inden servering: Hvad er det for en ret?
- Hvilke råvarer er der brugt – og hvorfor har I valgt de råvarer, I har valgt?
- Hvad kan I smage og dufte? Hvilken smag vil I gerne tilføre retten (sur, sød, salt, bitter, umami)?
- Hvad ville være godt at smage til med?
- Hvordan er suppens konsistens? Har råvarerne indflydelse på suppens konsistens?
- Hvordan føles det i munden?
- Hvad er konsistensen? Og hvad kunne man have gjort for at få flere/andre?
Eksempler på ekstra ingredienser til din suppe
- Broccoli
- Knoldselleri
- Gulerod
- Blomkål
- Jordskokker
- Svampe
- Kartofler
- Græskar
- Porrer
- Løg
- Tomat
- Kikærter
- Rødløg
- Peberfrugt
- Hvidløg
- Æble
- Forårsløg
- Rødbeder
- Pastinak
- Ærter
- Majs
- Spinat