Digital trivsel hos børn
De typiske problemer ved børns og digitale medier
I en online hverdag hvor børn dagligt kommunikerer med hinanden gennem sociale medier, online spil og andre digitale platforme, støder man som forældre på en række udfordringer, når det kommer til børnenes digitale trivsel.
Mange forældre står over for spørgsmål om, hvordan de tackler børns udfordringer på de digitale medier. Og hvordan de sørger for, at børnene har en god digital trivsel.
Det er dit ansvar som forælder at sikre, at dit barn har en afvekslende hverdag, hvor der både kan være plads til at se Netflix, spille Minecraft, gå til fodbold og være sammen med venner og familie.
For enkelte børn kan overforbrug af mobilen, gamer-computeren eller spilkonsollen være symptom på noget andet. Det kan være, at barnet bliver mobbet i skolen eller er ensomt og derfor søger tryghed eller adspredelse foran computerskærmen. I disse tilfælde er det vigtigt, at du som forælder spørger ind til dit barns hverdag, så du kan fornemme om det trives i skolen og i fritiden.
Skab en god dialog med dit barn om digitale vaner
Digital trivsel på sociale medier
Når det drejer sig om digital trivsel på de sociale medier, er det særligt tonen på sociale medier, som er i fokus. Men det kan også handle om digital mobning og udelukkelse af enkelte børn fra fællesskaberne på de sociale medier.
Som forældre gælder det om både at være opmærksom på og interesseret i sine børns digitale trivsel på sociale medier og nettet generelt. Det er derfor vigtigt at have et indblik i, hvornår, hvad og hvordan dine børn bruger sociale medier.
Du kan derfor med fordel tale med dine børn om hvilke sociale medier, de bruger, og hvad de bruger dem til. Det gælder ikke om at overvåge eller kontrollere dem, men blot at udvise interesse for dem og deres adfærd.
Læs mere: Digital dannelse hos børn
Det kan være en udfordring for børn at kommunikere på de sociale medier. Ofte hører man som forældre, at tonen på de sociale medier er hård og rå, også blandt børn.
En af årsagerne er, at der er stor forskel på at kommunikere skriftligt via en skærm og mundtligt i den fysiske verden. Det kan let opstå misforståelser, når man ikke kan se hinandens ansigtsudtryk eller høre tonen i deres stemmer. Endnu sværere er det, hvis man skriver til en person, man ikke kender så godt.
Lige som alle andre skal børn lære, at det er forskel på at kommunikere online i stedet for at tale sammen ansigt til ansigt. Børn kan hurtigt komme til at skrive udsagn, som de aldrig ville have sagt, hvis de stod over for hinanden i skolegården.
Lær derfor dit barn at skrive venligt og imødekommende, sådan at det bliver en rar oplevelse for alle at være med. Ved at styrke dit barns digitale dannelse er du med til at sikre en bedre digital trivsel for alle.
Mobning på sociale medier
Når kommunikationen går helt galt på de sociale medier, kan det udvikle sig til mobning. I andre tilfælde kan den mobning, som finder sted blandt børn i den fysiske verden videreføres på de sociale medier.
En variant af mobning, er når børn udelukker hinanden fra fællesskaber på de sociale medier. Det kan fx være ved at oprette grupper, hvor bestemte personer med fuldt overlæg ikke er inviteret med. Eller at lave specifikke grupper, som er viet til at hænge bestemte personer ud.
Hvis du bliver opmærksom på, at dit barn er medlem af en sådan gruppe, bør du tage en samtale med dit barn om, hvor skadelige sådanne grupper kan være for dem, der bliver holdt udenfor eller hængt ud. Og så selvfølgelig sørge for, at dit barn forlader gruppen.
Mobning på sociale medier kan være ekstra hård for det barn, som bliver udsat for det. Modsat mobning i den fysiske verden, er mobningen her ikke begrænset til et bestemt sted og tidspunkt – fx skoledagen, men kan ramme barnet på alle tidspunkter af døgnet.
Gode råd til at holde en god tone blandt børn på de sociale medier
- Skriv til andre, som du vil tale til dem i virkeligheden.
Skriv i en tone, som du selv gerne vil tales til. Hjælp andre til at holde den gode tone ved at gøre dem opmærksomme på, at de ikke taler pænt. - Skriv ikke grimt om andre.
Det er nemt at komme til at kritisere andre, der ikke er til stede. Men det er med til at trække tonen i den forkerte retning, når man hænger andre ud. - I behøver ikke at være enige.
Man er ikke nødvendigvis en idiot, fordi man holder med en anden fodboldklub eller ikke kan lide ananas på pizzaen. En samtale på de sociale medier behøver ikke at ende i, at alle er enige med dig. - Lær dit barn at sige stop, hvis tonen bliver ubehagelig.
Det er ok at stoppe kommunikationen helt, hvis man ikke bryder sig om det. Lær dit barn, at det skal vise det til en voksen, hvis det oplever en dialog, som ikke er rar,
Billeddeling på sociale medier blandt børn
Et område, der kræver særligt fokus og oplæring hos børn, når det gælder digital trivsel, er billeddeling på sociale medier. Ligesom for os andre er det meget nemt for børn at tage billeder og dele dem med det samme.
Men her skal man være opmærksom på, at man kun skal dele et billede, hvis man har fået lov til det af den eller de personer, som er på billedet.
Oplever dit barn, at der mod dets vilje, bliver delt et billede af vedkommende, er der tale om en digital krænkelse. Det er ikke nødvendigvis ulovligt, og i langt de fleste tilfælde kan problemet løses ved at tage kontakt til vedkommende, som lagde det op og venligt bede om at få det fjernet.
En grovere variant er, hvis billedet, der bliver delt uden tilladelse, indeholder private eller intime detaljer. Så er der tale om en seksualiseret digital krænkelse, som er ulovligt. Her er det nødvendigt, at dit barn med det samme inddrager en voksen, hvis det oplever at modtage eller på anden vis blive udsat for et sådant billede.