Hjælp til børn i mistrivsel

Manglende trivsel og højt skolefravær har længe været to store udfordringer i folkeskolen. Både familier, kommuner og Christiansborg efterspørger indsatser, der kan hjælpe børn, der mistrives, tilbage i undervisningen.

En ny undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, viser, at et 10-ugers opfølgningsforløb efter et ophold på Julemærkehjem reducerer børns skolefravær med 31 procent – sammenlignet med børn, der ikke modtager indsatsen. Samtidig forbedrer indsatsen børnenes sociale trivsel.

Udvidet opfølgning

VIVE har undersøgt Julemærkehjemmenes 10-ugers opfølgningsforløb kaldet ”Udvidet opfølgning”. Her hjælper en dedikeret kontaktperson barnet og familien med at bygge bro til skole, kommune og fritidstilbud for at skabe en god overgang til hverdagen efter opholdet.

”Det interessante er, at den opfølgning vi har igangsat, ikke består af flere og nye tilbud. Den handler derimod om at få de mennesker og muligheder, der allerede findes, til at hænge bedre sammen.”

“Børnene kommer hjem fra Julemærkehjem med nye erfaringer og større tro på sig selv. Disse positive tendenser skal vi have til at fortsætte i hverdagen og skolen”, siger Søren Ravn Jensen, direktør for Julemærkefonden, der driver Julemærkehjemmene.

Billede: Udvidet opfølgning

Mor til barn på Julemærkehjem

”Vi oplevede, at trådene blev samlet, at der blev koordineret og talt sammen med udgangspunkt i vores pige, og hvad der var realistisk for hende.”
Mor til barn på Julemærkehjem

Tæt dialog med skolen

Intentionen med Udvidet opfølgning har været at skabe de bedste betingelser for at videreføre de gode vaner fra opholdet. At det så særligt er på skoleområdet, der viser sig gode resultater, skyldes ifølge direktøren, at det netop var her, forældre og børn havde mange bekymringer.

”Gennem udvidet opfølgning har vi prioriteret at skabe en tæt dialog med skolen og klasselæreren, så barnet bliver mødt, når det vender tilbage. På den måde kan barnet bygge videre på sine gode erfaringer fra Julemærkehjemmet og ikke blive tvunget tilbage i sin gamle rolle,” siger Søren Ravn Jensen.

Vil du læse mere

Læs en kort gennemgang af resultaterne. Eller læs de fulde undersøgelser hos VIVE:

Et koordineret samspil

Undersøgelsen kan ikke afgøre hvilke konkrete elementer i indsatsen, der er mest afgørende for effekten. VIVE peger i stedet på, at det er opfølgningskoordinatorens samlede indsats og muligheden for at tilpasse hjælpen til den enkelte families behov og ressourcer, der ser ud til at være afgørende.

”Vores erfaringer fra Julemærkehjemmene giver selvfølgelig ikke alle svar på, hvordan vi løser udfordringerne med skolefravær. Men de peger på noget væsentligt: Det er ikke nok, at hjælpen findes. Hjælpen er nødt til at hænge sammen og tage afsæt i det enkelte barn.”

“Vi er mange voksne og fagligheder, som skal sætte ind tidligere og koordinere for at kunne skabe øget skoleglæde og trivsel,” siger Søren Ravn Jensen.

Billede: Et koordineret samspil

Måling af effekten

Resultaterne bygger på data fra 2.336 børn, der har været på Julemærkehjem i perioden 2022-25. Effekten er målt tre måneder efter, opholdet er slut. Udvidet opfølgning har været benyttet på tre ud af fem Julemærkehjem, hvilket gør det muligt at sammenligne effekten med de to andre hjem.

Tallene fra undersøgelsen kommer oven i den i forvejen positive effekt af et ophold på Julemærkehjem. Tidligere målinger viser, at opholdet generelt øger skoleglæden for børnene.

Før opholdet er 39 % børn glade for at gå i skole, efter opholdet gælder det for 54 % af børnene. Resultaterne peger på, at opfølgningsforløbet forstærker og forlænger den positive effekt af opholdet.

VIVEs undersøgelse

  • Bygger på data fra 2.336 børns ophold på Julemærkehjem i perioden 2022-2025.
  • Omfatter også en række kvalitative interviews med børn, forældre og opfølgningskoordinatorer.
  • Sammenligner de tre Julemærkehjem med udvidet opfølgning med de to, som ikke har indsatsen.