Samarbejde sikrer barnets udvikling
Forældrene er med hele vejen
Et godt og engageret samarbejde med forældrene er en vigtig del af barnets ophold. Allerede inden opholdets start møder kontaktpædagogen familien første gang for at tale om barnets udfordringer og ønsker opholdet. Barnet og familien bliver også inviteret til informationsdag, hvor de kan møde personalet og de andre familier og børn, som skal starte på Julemærkehjem.
I løbet af opholdet er kontaktpædagogen i dialog med barnets forældre for at tale om, hvordan det går med barnet, og hvordan vi arbejder og støtter barnet. Familien deltager desuden i møder og arrangementer på Julemærkehjemmet, hvor forældre skal prøve kræfter med nogle af de aktiviteter, lege og øvelser, som børnene stifter bekendtskab med undervejs i forløbet. På den måde får forældrene indblik i barnets udvikling og Julemærkehjemmenes arbejde.
Efter opholder følger vi barnet og familien i en periode for at støtte dem bedst muligt i hverdagen og vejlede dem i at bruge redskaber og råd fra Julemærkehjemmene. Det bidrager til, at barnet kan fortsætte en positive udvikling.
Støtte fra skole og kommune
Når et barn skal på Julemærkehjem, bliver læreren hjemmefra inddraget helt fra start og er i dialog med læreren på Julemærkehjemmets skole. Barnet har skolemateriale med hjemmefra, som vi tager udgangspunkt i under opholdet, så barnet kan følge den undervisning, klassekammeraterne derhjemme også modtager.
Efter opholdet bliver der lavet en skoleudtalelse om barnets faglig, sociale og personlige udvikling på Julemærkehjemmet. Den skal danne baggrund for, at lærerne derhjemme kan hjælpe barnet videre i sit udviklingsforløb. Udtalelsen bliver også sendt til barnets læge og kontaktperson i kommunen.
Efter endt ophold samarbejder Julemærkehjemmet og kontaktpersonen om at finde kommunale tilbud, som kan hjælpe barnet og familien godt videre. Det er vores erfaring, at både børn og forældre kan have brug for støtte efter endt ophold. Det kan være samtaler med fagpersoner, som kommunen har til rådighed, fx en AKT-lærer eller sundhedsplejerske.
Foreninger hjælper barnet ind i fællesskaber
Der er mange foreninger og organisationer rundt om i landet, som også kan hjælpe barnet og familien, når opholdet på Julemærkehjem slutter. Vores opfølgningskoordinatorer hjælper familien med at finde fritidstilbud, som kan være gode og relevante for det pågældende barn, og som kan hjælpe barnet ind i et fællesskab.
I nogle områder i landet er der lokale tilbud, vi henviser børnene til. Vi forsøger at holde os opdateret omkring aktiviteter og projekter i børnenes lokalområder til gavn for de familier, vi møder.
På nationalt plan indgår vi mere faste samarbejder med organisationer, som tilbyder hjælp, der ligger i forlængelse af Julemærkehjemmenes arbejde.