Emily har fået venner

Emily har ikke haft en let barndom. Lige siden børnehaven har hun oplevet, at andre børn har behandlet hende dårligt. De mobbede hende, og det var hårde ord, som ramte hende.

Emily følte, at hun ikke havde andre end sine forældre, hun kunne gå til. Derfor var hun meget ensom i hverdagen.

”Når jeg fik fri fra skole, så skyndte jeg mig bare direkte hjem. Jeg græd og tænkte over, hvorfor jeg overhovedet skulle eksistere. Jeg gad ikke tale med nogen, jeg lå bare på mit værelse og græd. Hvis min mor spurgte, om jeg var ok, så sagde jeg bare ”ja, ja”.”

Mobningen fik store konsekvenser for den 12-årige piges selvværd. Hun tænkte derfor meget tunge tanker om sig selv.

”Det fik mig til at føle, at jeg intet var værd, og jeg bare burde dræbe mig selv.”

Problemerne var så alvorlige, at hendes forældre ikke kunne løse dem uden hjælp. Derfor blev et ophold på et Julemærkehjem løsningen for hende

Halvdelen af de børn, der kommer på Julemærkehjem, er plaget af mobning. Nogle er som Emily blevet mobbet så meget, at de har trukket sig fra at være sammen med andre børn.

Derfor hjælper vi børnene med at komme tilbage i fællesskabet. Pædagogerne arbejder fokuseret med, at alle børn bliver set og hørt, at de får plads til at sætte ord på deres følelser og oplevelser.

Under opholdet kan børnene øve sig i at være den, de er, uden at være bange for at blive holdt udenfor, drillet eller kaldt øgenavne. Børnene knytter tætte bånd til hinanden, og stærke venskaber opstår, når børnene kan spejle sig i hinanden og støtte hinanden i en ny og bedre retning.

Efter syv uger på Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde har Emily fået venner og er begyndt at se lysere på tilværelsen.

”Jeg har fået det bedre, fordi jeg er kommet ind i et fællesskab, hvor jeg har fået venner. Jeg er ikke så ked af det mere. Jeg har hele tiden nogen at være sammen med, og jeg kan mærke, de andre godt gider at være sammen med mig. Det får mig til at føle, at jeg god nok, som jeg er.”

Der er også sket en stor forskel på, hvordan Emily opfører sig, når hun er derhjemme.

”Jeg tror, mine forældre godt kan mærke forskel på mig. Jeg er ikke længere ked af det hver eneste dag, og jeg gider ikke kun være på mit værelse hele tiden mere. Jeg gider ikke bruge min telefon så meget. Jeg vil gerne være udenfor og sammen med mine venner.”

Emily er derfor ikke i tvivl om, at opholdet har haft en enorm betydning for hendes udvikling.

“Hvis ikke jeg var kommet på Julemærkehjem, ville jeg nok stadig være på min gamle skole, og jeg ville tænke over alle de ting, der er blevet sagt, og hvad jeg er blevet kaldt. Jeg ville ikke tænke, at jeg er god nok.”