“Det var ikke sådan, jeg havde forestillet mig, at skolen skulle være.”

Sådan begynder 10-årige Ahmad sin fortælling. Inden Ahmad kom på Julemærkehjem var hans hverdag og skolegang præget af mobning og ensomhed. Han blev holdt udenfor, og de andre gjorde nar af ham:

”Det var sådan noget med at blive gjort grin af og peget på. Jeg kan huske, at jeg følte mig meget lille. Virkelig lille.”

Skolen, der skulle have været et sted med læring og venskaber, blev et sted, Ahmad følte sig forkert og alene. Han tvivlede på sig selv. Tvivlede på, om han var god nok og kunne være sig selv.

Små ting, som at tage et par nye sko på, blev pludselig noget, Ahmad bekymrede sig om. For hvad nu, hvis de andre sagde noget?

Heldigvis har Ahmad en kærlig og støttende familie. Derhjemme fandt han trøst, når skoledagen havde været svær, og det var især forældrenes omsorg, der holdt ham oppe i de perioder, hvor han havde allermest brug for det.

Familien var hans trygge base – det sted, hvor han kunne være sig selv uden frygt for at blive dømt eller gjort til grin. Og sammen med sine forældre besluttede Ahmad, at han skulle på Julemærkehjem.

I dag er Ahmad en glad dreng med mod på livet og uden alle de mørke tanker. Han står ved sig selv, og det han selv mener og føler:

“Før tænkte jeg hele tiden: Hvad ville de tænke, hvis jeg tog mine nye sko på? Men nu tænker jeg bare: Jeg kan godt lide de her sko. Jeg vil faktisk gerne have dem på i dag,” fortæller Ahmad og fortsætter med et smil:

”Jeg tror, mine forældre kan mærke, at jeg er blevet mere glad. At jeg er blevet mere aktiv. Og jeg er blevet bedre til at forklare, hvordan jeg har det.”