Einar Holbøll opfinder Julemærket

Det hele startede i 1903, da postekspedient og senere postmester, Einar Holbøll, fik en god idé. Med al den post, der blev sendt ved juletid, kunne man med en frivillig ekstraporto på jule- og nytårshilsner samle penge ind til støtte for syge børn.

Allerede året efter udkom verdens første Julemærke, som i over 100 år var grundlaget for oprettelse og drift af Julemærkehjem i Danmark. Prisen for Julemærket var i begyndelsen 2 øre.

I starten af 1900-tallet var tuberkulose den mest frygtede folkesygdom, og når lungesygdommen ramte børn, virkede den ekstra uretfærdig og grusom.

Derfor blev indtjeningen fra de første års indsamlinger brugt til opførelsen af Julemærkesanatoriet ved Kolding, der blev indviet i 1911. Sanatoriet blev samme år overdraget til Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, da man fandt det uhensigtsmæssigt, at to organisationer arbejdede med samme formål.

Julemærkekomiteen – som i dag hedder Julemærkefonden – besluttede, at de indsamlede penge fremover skulle benyttes til oprettelse og drift af rekonvalescenshjem for børn.

De første Julemærkehjem

I 1912 blev de to første Julemærkehjem en realitet, da to børnehjem i Juelsminde og Mørkøv blev ombygget og nyindrettet. Året efter begyndte man opførelsen af Julemærkehjemmet i Svendborg, som blev indviet i 1914.

De følgende år, der var præget af trange tider under 1. verdenskrig og efterkrigstiden, drev Julemærkekomiteen disse tre rekonvalescenshjem.

I 1928 fik man tilbudt bygningerne og parken til den gamle herregård Lindersvold ved Fakse til en meget fordelagtig pris. Dermed var Julemærkehjem nummer fire en realitet.

10 år senere i 1938 indrettedes redaktør Jessens villa, Fjordmark, ved Flensborg Fjord til Julemærkehjem specielt for sønderjyske børn. Allerede et halvt år efter i maj 1939 indviedes et nybygget Julemærkehjem i Hobro. Dette hjem blev opført specielt med henblik på behandling af astmabørn.

Det havde længe været et ønske at skaffe et hjem specielt for småbørn og helst ikke for langt fra København. I 1947 blev dette ønske opfyldt, da man købte den store villa Kildemose ved Ølsted Strand i Nordsjælland. Efter en ombygning kunne man indvie det syvende Julemærkehjem i 1948.

 

Billede: De første Julemærkehjem

Udskiftning af Julemærkehjemmene

I tiden efter 2. verdenskrig og frem til starten af halvfjerdserne skete der store udskiftninger blandt hjemmene. Det skyldtes dels økonomiske årsager dels, at flere af hjemmene ikke længere var tidssvarende i deres indretning.

I 1957 blev Julemærkehjemmet i Juelsminde overdraget til Den Kellerske Anstalt ved Brejning.

Til gengæld kunne Julemærkekomiteen i 1960 starte opførelsen af et nyt Julemærkehjem ved Skælskør, som blev indviet i 1962.

Julemærkehjemmet i Mørkøv blev overdraget til Mørkøv Kommune i 1970. I 1971 blev Julemærkehjemmet i Svendborg overdraget til Svendborg Kommune, og Lindersvold blev overdraget til børne- og ungdomsforsorgen.

I 2018 åbnede Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde. Det skete på baggrund af en donation fra Winnie Liljeborg.

I dag er der fem Julemærkehjem i Danmark, som hvert år hjælper op mod 1.000 børn til bedre trivsel og selvværd.

Julemærkehjemmene Kildemose, Skælskør og Liljeborg ligger på Sjælland. Julemærkehjemmene Fjordmark og Hobro ligger i Jylland.

Julemærket til gavn for børn

Foruden oprettelsen og driften af Julemærkehjemmene har Julemærkefonden igennem årene ydet væsentlige beløb til andre formål til gavn for børn.

F.eks. fik opførelsen af behandlingshjemmet Dalegården i Skåde ved Aarhus et tilskud på 1,5 mio. kr. fra Julemærkekomiteen. Der er også doneret store beløb til bekæmpelse af børnetuberkulose på Grønland.

Gennem årene har over 80.000 børn fået ophold på et Julemærkehjem. I starten hjalp man børn med at komme sig efter tuberkulose, i dag handler det om at hjælpe dem mod mobning, ensomhed og mistrivsel.

Selvom indtægterne fra salget af Julemærker i dag kun udgør en meget lille del af Julemærkehjemmenes økonomi, lever Einar Holbølls gode idé stadig videre til gavn for børn i Danmark.

Billede: Julemærket til gavn for børn