Bygget med fokus på øget skoleglæde

Onsdag d. 21. maj 2025 kunne børnene på Julemærkehjemmet Fjordmark slå dørene op til den nyopførte skole, der fremover vil danne ramme om undervisningen under deres ophold.

Den nye skolebygning har plads til 15 elever og består af undervisningslokaler, grupperum, fællesarealer samt lærer- og samtalerum. I udformningen er der lagt vægt på, at der både er plads til fællesaktiviteter og rum til fordybelse og ro. Dermed får børnene god mulighed for at kunne koncentrere sig om at modtage læring, udvikle en god og tryg relation til lærerne, samtidig med at der er gode rammer for at lave fælles aktiviteter.

Fra garderoben hvor man kommer ind, kan børnene bevæge sig ind i det store fællesrum eller hen mod undervisningslokalerne. De to undervisningsrum har adgang til et grupperum, der gør det muligt for lærerne at opdele klassen i mindre grupper. Her kan børnene også sætte sig, hvis de har brug for at arbejde mere koncentreret og uforstyrret.

Adgang til udendørsarealerne er også prioriteret højt. Der er en overdækket terrasse mod sydøst, hvor børnene kan sidde og arbejde i godt vejr, ligesom alle undervisningsrum har terrassedøre, så børnene har direkte udgang til det fri. Der er ovenlysvinduer, som giver en naturlig belysning, og der en god akustik, som giver et roligt miljø.

Et skoleløft takket være donationer

Skolebygningen er tegnet af ZENI arkitekter fra Aabenraa og opført af Ommen A/S. Den er finansieret af en donation på 7.100.000 kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond samt Ellab-Fonden og Knud Højgaards Fond, der har doneret hhv. 1.000,000 kr. og 500.000 kr. Midlerne har gjort det muligt at erstatte den tidligere skolebygning, som var utidssvarende og præget af indeklimaproblemer.

”Vi er dybt taknemmelige for støtten. De flotte donationer har givet os en ny og moderne skole, der matcher vores pædagogiske arbejde og de ambitioner, vi har for børnenes trivsel og udvikling. Vi glæder os alle til at tage de nye faciliteter i brug”, siger forstander Jesper Lildholdt fra Julemærkehjemmet Fjordmark.

Højdepunkter fra indvielsen

1 af 4
  • En glad forstander, klipper sammen med fondsrådgiver fra Den A.P. Møllerske Støttefond den røde snor.
    En glad forstander, Jesper Lildholdt klipper sammen med fondsrådgiver Maia Lindstrøm fra Den A.P. Møllerske Støttefond den røde snor.
  • Julemærkebørnene klipper den røde snor til den nye skole på Julemærkehjemmet Fjordmark
    Alle børnene var også med til i fællesskab at klippe snoren.
  • Julemærkebørnene på Fjordmark er på vej ind for at se på den nye skole. To piger smiler til kameraet.
    Og så var børnene klar til at gå i den nye skole.
  • Forstander går rundt indenfor på den nye skole og ser på de flotte lokaler
    Forstander Jesper Lildholdt (th) beundrer de nye flotte undervisningslokaler.
1 af 4

Gode rammer giver skoleglæde

Skolegangen er en integreret del af opholdet på Julemærkehjemmet. Her får børnene undervisning i små hold, hvilket sikrer, at der er ro i undervisningen og tid til det enkelte barn

Skoleundervisningen har en helt central funktion i opholdet, da mange børn, som kommer på Julemærkehjem har dårlige erfaringer med at gå i skole. Mange af børnene har haft negative oplevelser med at gå i skole og har mistet både lysten og modet til at modtage undervisning.

”På Julemærkehjemmet får børnene genskabt glæden ved at gå i skole og lære nyt. Derfor er det helt afgørende, at de fysiske rammer er trygge og inspirerende. Det er et stort løft af vores indsats, at vi nu kan tilbyde børnene så moderne og indbydende rammer. Det vil hjælpe børnene til en positiv udvikling og genskabe deres skoleglæde”, siger Jesper Lildholdt.

Børnene går i skole under deres ophold

Børn på jJulemærkehjem, arbejder på computer i skolen

På Julemærkehjemmene har vi vores egne skoler, hvor børnene går i små klasser med 5-8 børn. Det giver ro, og lærerne har god mulighed for at hjælpe og danne en tæt relation til hvert barn.