Kom med til Julemærkehjemmenes Fagkonference
Du er inviteret til Julemærkehjemmenes Fagkonference 2026
Ensomhed blandt børn bliver ikke altid opdaget. Mange børn går under radaren, og det kan få konsekvenser for både barnet, familien og de fællesskaber, barnet indgår i. Derfor er ensomhed blandt børn et problem, som voksne sammen må tage hånd om.
På Julemærkehjemmene møder vi hver dag børn, der har følt sig ensomme og stået uden for fællesskabet. Erfaringerne herfra danner et vigtigt afsæt for konferencen, hvor vi retter blikket mod, hvordan fællesskaber kan styrkes i de sammenhænge, hvor børn lever deres hverdag, særligt i skolen.
Programmet byder på oplæg fra blandt andre Noemi Katznelson, Anne Søgaard og Søren Østergaard, som bidrager med forskningsbaserede perspektiver og praksisnær viden. Konferencen afholdes på Julemærkehjemmet Liljeborg, hvor vi også sætter fokus på, hvordan fællesskab er en integreret del af hverdagen.
Det er vores håb, at alle deltagere efter konferencen er klædt bedre på til at kunne hjælpe børn ud af ensomhed og ind i fællesskaber.
Det praktiske
Dato: Mandag den 11. maj 2026
Sted: Julemærkehjemmet Liljeborg, Baldersvej 3, 4000 Roskilde
Velkomst: Fra kl. 9.30
Program: Kl. 10.00 til 14.30
Rundvisning: Mulighed for rundvisning efter programmet
Transport: Det er muligt at komme til Julemærkehjemmet Liljeborg med offentlig transport eller i bil.
Dagen vil byde på oplæg, workshops og en samtale blandt et panel. Vi hører fra forskellige fagligheder og drager nytte af, at vi er i omgivelser, hvor børn hver dag udvikler sig i fællesskab.
Om oplægsholderne
Noemi Katznelson er cand.mag. i pædagogik og ph.d. i uddannelsesforskning. Hun er leder af Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet og forsker i unge, uddannelse og marginalisering.
Anne Søgaard er uddannet pædagog og har bred erfaring fra blandt andet folkeskole, dagtilbud, SFO, behandlingshjem og forvaltning. Hun arbejder med relationer og fællesskaber i skole, dagtilbud og foreningsliv og trækker på mange års praksiserfaring som pædagog, familievejleder og relationskonsulent.
Søren Østergaard forsker i børn og unges hverdag og værdier, deltagelse i fritids- og foreningsliv, voksenrelationer, samt trivsel. Han har udgivet en lang række bøger om børn og unge, og har mange års erfaring med sin forskning. Derudover er han daglig leder af CUR (Center for Ungdomsstudier).
Har du spørgsmål?
