Børnenes historier
For få måneder siden var 13-årige Marius fra Hørning ved Aarhus en ensom og isoleret dreng uden venner. Han gled længere og længere ud ad et sidespor i skolen, og snart var det åbenlyst, at han måtte have kvalificeret hjælp. Pilen landede på Julemærkehjemmet i Hobro.
Tekst og fotos: Ole Jeppesen
"Det var kun svært i den første uge. Der havde jeg hjemve og græd meget. Men så kom en af de andre drenge hen til mig og sagde, at det nok skulle gå – og at det kun var svært i starten. Det hjalp meget, og jeg blev meget, meget glad," husker Marius.
Han havde aldrig før prøvet at blive behandlet sådan af en jævnaldrende. Den positive oplevelse siger faktisk det hele.
Marius fik et puf i den rigtige retning, skubbede selv sine gamle barrierer til side og etablerede nye, gode venskaber.
"Det er så fedt. Alle snakker sammen med alle her. Alle er imødekommende og bakker hinanden op. Jeg elsker at være sammen med mine nye venner. Vi snakker sammen, har hemmeligheder sammen og hjælper hinanden, hvis der er noget, der er svært," siger Marius og smiler lidt.
Går vi bare lidt tilbage i tiden, var billedet et ganske andet. Marius følte sig alene i verden, men blev egentlig ikke mobbet eller som sådan drillet. Han følte sig derimod overset og turde ikke bryde ud af isolationen og henvende sig til skolekammeraterne. Til sidst holdt han helt op med at være sammen med andre i frikvartererne.
"Jeg havde svært ved at koncentrere mig i timerne, fordi jeg havde det skidt. Jeg begyndte at pjække mere og mere fra skole og fik en masse skæld ud for det. Hver morgen tænkte jeg bare ’åh, er det ikke snart fredag!?’, og jeg fik sværere og sværere ved at komme op," fortæller Marius, der dengang aldrig spiste morgenmad.
Det var hans mor, der foreslog et ophold på Julemærkehjem. Først var Marius skeptisk, men et besøg på Julemærkehjemmet i Hobro afgjorde sagen:
"Jeg blev vist rundt heroppe, og det så bare helt vildt dejligt ud. Der var hoppe- puder, og jeg hørte en masse om, hvordan det er at være her. Det lød rigtig godt, og så var jeg faktisk overbevist," fastslår Marius.
Det 10 uger lange ophold er nu ved vejs ende for Marius. Noget, som han tager i stiv arm:
"Det er fint nok. Jeg føler mig klar og holder kontakten til mine nye venner. Når jeg kommer hjem, vil jeg fortsætte med at løbe og gå ture, som jeg har gjort heroppe. Jeg har lavet en gårute på syv kilometer og en løberute på to kilometer. Jeg vil også blive ved med at spise sundt. Jeg har lært en masse ny mad at kende. Rugbrød, torskerogn og grøntsager. Før spiste jeg mest hvidt brød," kommer det fra den 13-årige.
Marius har fået selvtilliden på plads – og modet på skolegangen tilbage:
"Jeg har fået en ny kontaktperson på min skole, som skal følge mig. Det har jeg det godt med. Det er også noget af det, der har virket rigtig godt her. At de voksne virkelig støtter og hjælper én.
"Jeg glæder mig meget til at komme tilbage og vise de andre den nye Marius …"
Hjælp børn som Marius
Støt børneneHjælp, der varer ved
Se udviklingenLæs børnenes historier
Mød børnene