Tilmeld nyhedsbrev

Få historier fra Julemærkehjemmene og information om hjælpearbejdet!

Nej takJa tak

SærarkJulemærkerJulekortNytrykKogebøgerAndre varere-Støttemærket
Vores arbejde Historien Julemærket Bestyrelse Regnskaber Ambassadører Protektor
Bliv VirksomhedsVenGiv en VirksomhedsGaveBliv ErhvervsPartner
Se alle nyhederSe videoerSe eventsFå vores nyhedsbrev
Søg om opholdInformation omSådan hjælper viSpørgsmål og svar
JulemærkefondenMedarbejdereLedige stillingerJulemærkehjemmene
Støt nu
top

Julemærkehjemmene

Her bliver børn - børn igen

vibeke siger farvel efter 27 år

Vibeke Sørensen er kun den fjerde forstander i Julemærkehjemmet Fjordmarks knap 80 år gamle historie. Nu takker hun af og træder ind i et nyt kapitel i sit liv. 


Vibeke sidder i midten omgivet af dejlige børn i den hyggelige stue på Julemærkehjemmet Fjordmark. Efter 27 år går den vellidte forstander fra Kollund på pension.

Der er friske blomster i vaserne, stearinlysene er tændt, og Vibeke tager imod børn og familier og hjemmets øvrige gæster med åbne arme. For hende har det altid været vigtigt, at der er en rar og hjemlig atmosfære, når man træder ind ad døren på Julemærkehjemmet Fjordmark:

”Det er jo et hjem, hvor børn bor. Og det skal man kunne mærke. Derfor har det været vigtigt for mig at skabe et lyst, venligt og imødekommende hus for børnene – og samtidig en god arbejdsplads for medarbejderne og et åbent Julemærkehjem for alle andre,” fortæller Vibeke med tydelig reference til dengang, hun startede på Julemærkehjemmet Fjordmark.


Fokus på pædagogik og personalemøder

Den nu 65-årige Vibeke Sørensen begyndte sit arbejdsliv som socialpædagog i hjembyen Sønderborg. Men lysten til at have indflydelse og arbejde med udfordrede børn trak hende til Julemærkehjemmet Fjordmark. Her blev hun ansat først som viceforstander i 1991 og 14 år senere som forstander. 

Tilbage i 1991 var der en autoritær tilgang til børnene. Forstander og viceforstander havde al kontakt med børnenes forældre. Og inddragelse og møder med personalet var der ikke noget af.

”Jeg slog i bordet og markerede mig. Jeg var nødt til at ændre på de eksisterende forhold - ellers kunne jeg ikke være der. Forstanderen besluttede alt. For eksempel om børnene måtte få shorts på,” husker Vibeke og fastslår, at uddelegering af ansvar har været afgørende for de forandringer, hun har kunnet skabe som forstander på Julemærkehjemmet:

”Som medarbejder vokser man jo af at få ansvar, så selvfølgelig skal man have indflydelse og bestemme. I dag er det for eksempel medarbejderne, der har dialogen med forældrene. De er jo sammen med børnene hver dag,” siger hun.


Som forstander på Fjordmark har Vibeke de seneste år måttet fokusere på at samle penge ind til driften af Julemærkehjemmet. Men hun har altid prioriteret nærvær og samvær med børnene.


Fundraising til Fjordmark

Den afgående forstander lægger ikke skjul på, at tiden med børnene har været meget vigtig for hende i rollen som leder af Julemærkehjemmet. Hun har skarpt fokus på samvær, nærvær og pædagogik, men i de senere år er en stigende del af Vibekes arbejdstid gået med at samle penge ind til Fjordmarks drift:

”Da jeg startede her, var der penge nok. Det var ikke noget, vi bekymrede os om. Det er kommet med årene. Det er et held for mig, at jeg trives som en fisk i vandet med at samle penge ind. Jeg elsker at møde mennesker. Det vil også være vigtigt for den, der overtager min stol,” mener Vibeke Sørensen.

Lasse Balsgaard afløser Vibeke som forstander i næste måned. Og ifølge hende overtager han verdens bedste job og arbejdsplads – og det er hun ikke ene om at synes. For Fjordmark er en arbejdsplads, man sjældent forlader. De seneste 15 år har ingen forladt Julemærkehjemmet, med mindre det var for at gå på pension. Ligesom Vibeke selv gør nu.

Tid til familien

For Vibeke venter nu et otium med ægtefællen Torben Friis Sørensen. Hun glæder sig til at skulle gå til yoga og nyde tilværelsen med sin familie, men det er ikke helt nemt at skulle sige farvel til Fjordmarks børn og kollegaer efter så mange år:

”Jeg vil savne knus, smil, grin, sjov og alle alvorssnakkene med børnene. Jeg vil savne mine kollegaer og huset, som betyder meget for mig. Og jeg vil savne nogle af alle de årligt tilbagevendende begivenheder, som har givet mig mange gode oplevelser,” slutter Vibeke.

Fra Julemærkefonden og Julemærkehjemmene skal lyde et stort tak til Vibeke for hendes store indsats gennem årene. Samtidigf ser vi frem til at byde Lasse Balsgaard velkommen på Julemærkehjemmet Fjordmark. Du kan glæde dig til at høre mere om den nye forstander i Sønderjylland.


Vi benytter cookies til bl.a statistik og tracking — du accepterer brugen af cookies ved at lukke boksen eller klikke videre.Læs mere OK