Børnenes historier
Lykke fra København er 12 år. Hun har mange venner, er aldrig blevet mobbet – og adskiller sig dermed markant fra de fleste andre Julemærkebørn. En dag for et års tid siden ramlede hendes verden alligevel sammen.
Lykke plejede at være glad, aktiv og socialt velfungerende. Hun levede et godt børneliv. Men fra den ene dag til den anden blev hendes mormor alvorligt syg. Det blev begyndelsen til en ond cirkel med indestængt sorg, dårlig kost og ingen motion.
- Vi var meget hos mormor på hospitalet, og så var der ikke lige tid til at lave god og sund mad. Vi fik mange pizzaer, og sporten i fritiden blev sat på pause, indleder Lykke sin fortælling.
- Det gjorde vildt ondt. Det gør det faktisk stadig, og lægerne på Riget siger, at det måske er børnegigt. På grund af smerterne holdt jeg op med at lege med de andre i frikvartererne og sad i stedet meget for mig selv, forklarer hun.
Lykke blev mere og mere isoleret, mere og mere ked af det. Men hun snakkede aldrig med nogen om, hvordan hun havde det.
- Jeg ville ikke sige det til mine forældre, for de var jo også kede af det, fordi mormor var syg. Og da hun døde, blev det endnu værre, husker Lykke.
Alene med sorgen begyndte Lykke at trøstespise. Vægten røg voldsomt i vejret, mens humøret strøg den anden vej. Lykkes mor så nu alarmsignalerne:
"Jeg tænkte straks, at det måske var NU, vi skulle bede om hjælp. Inden det gik helt galt". Sørine, Lykkes mor.
- Jeg blev så ulykkelig. Lykkes søster har tidligere været på Julemærkehjem, og jeg tænkte straks, at det måske lige præcis var nu, vi skulle bede om hjælp. Inden det gik helt galt.
Vores læge var af samme opfattelse, og han fik Lykke skrevet op. Vi var ellevilde. Et halvt år efter var der plads, og Lykke kom afsted, fortæller Lykkes mor, Sørine.
Lykkes verden er nu på højkant igen...
Lykke faldt hurtigt til på Julemærkehjemmet i Skælskør. Der var mange andre børn, som kendte til at være alene med tunge tanker. Sammen fik de tungerne på gled, og de mørke skyer forsvandt gradvist:
- Det var så dejligt at få talt ud om min mormors død. Jeg tror, jeg fik 10 nye venner i løbet af de 10 uger. Vi har stadig kontakt og skal snart ses, siger en glad Lykke, som også begyndte at motionere trods ledsmerterne:
- De voksne hjalp mig til at finde ud af, hvad jeg kunne holde til. Korte og halvlange gåture. På den måde fik jeg rørt mig. Jeg spiste også sund mad i små portioner og tabte mig over syv kilo. Men det vigtigste er, at jeg blev mig selv igen, siger hun med overbevisning.
Nu er Lykke tilbage i den gamle skole, hos de gamle kammerater – men med nye vaner:
- Jeg cykler og løber og spiser meget sundere. Jeg vil gerne starte til fodbold, hvis mine led kan holde til det. Jeg er så glad for, at jeg fik hjælp i tide, pointerer hun.