Tilmeld nyhedsbrev

Få historier fra Julemærkehjemmene og information om hjælparbejdet!

Nej takJa tak

Julen 2017 JulemærkerJulekort Gavemærker Pins Kogebøger Merchandise e-Julemærket
top

Julemærkehjemmene

Her bliver børn - børn igen

Massiv mobning førte
til fysisk lammelse

Helene på 15 år har allerede gennemlevet flere strabadser, end mange når på et helt liv. Mobning, dårligt selvværd, isolation og selvskade er overskrifterne på et børneliv og en skæbne, som takket være et ophold på Julemærkehjem nu omsider er begyndt at lysne.


Tekst og fotos: Ole Jeppesen

Øjnene siger det hele. De bliver blanke, når talen falder på de hårde stunder i skolen, hvor kammeraterne hånede hende – og de bliver fulde af liv, når Helene fortæller om den nyfundne tro på livet.

- Julemærkehjemmet er et frirum, hvor jeg kan samle kræfter og støtte mig op ad andre, som også bærer rundt på en tung bagage. Det kan være hårdt at snakke om, men sammen bliver vi stærkere. Venskaberne på Julemærkehjemmet gør hele forskellen", forklarer Helene, som vi møder midt i opholdet på Julemærkehjemmet Fjordmark.

Netop ægte venskaber har været en mangelvare op igennem Helenes opvækst. Decideret modbydelig mobning har i stedet præget hendes skolegang og fritidsliv:

- Jeg blev mobbet med mit udseende, min lugt, min væremåde, min ene lillebrors død, min anden lillebrors handicap… Både face to face, på sms og på de sociale medier. Alt ved mig blev slået i småstykker og smidt på jorden, mens lærerne så passivt til. Det har været forfærdeligt, forklarer Julemærkebarnet.


Bunden var nået

Da hun efter flere skoleskift og markant skolevægring endte så langt ude i isolation og desperation, at hun begyndte at skade sig selv, sagde forældrene stop og krævede øjeblikkelig hjælp – ellers ville familien være nødt til at flytte fra byen.

- Vores læge henviste mig heldigvis til et ophold på Julemærkehjem. Jeg kom afsted efter noget tid og nød det i fulde drag. Desværre var jeg forinden blevet så ødelagt af mobningen, at jeg begyndte at få nogle anfald, hvor jeg besvimede og fik kramper. Efter et af anfaldene kunne jeg ikke bevæge mine ben, og jeg blev derfor indlagt, husker Helene.

Det satte en midlertidig stopper for Helenes ophold på Julemærkehjemmet. Efter et længere behandlingsforløb, herunder massiv psykologhjælp, fik Helene det dog igen så godt, at hun kunne starte på en frisk med et nyt ophold:

- Mine ben virkede igen, anfaldene forsvandt, og jeg kunne endelig komme afsted igen. Det har været så fantastisk. Jeg kan slet ikke forstå, hvad der sker. Jeg tror på fremtiden nu, og jeg tør lægge planer, kommer det næsten jublende fra den lyshårede, smilende pige.


Jeg vil være noget for andre

Helene har nu indset, at hun er god nok, som hun er – og at hun fortjener et godt liv med sund mad, motion og frisk luft hver dag:

- Jeg ved, at jeg får det bedre, når jeg gør noget godt for mig selv. Jeg ved også, hvad jeg vil med mit liv - og det er at hjælpe mennesker, der ikke trives. I første omgang bliver det frivilligt arbejde, for eksempel i Afrika, men senere tager jeg en uddannelse, der handler om at være noget for andre. Alle fortjener en chance, erklærer Helene med eftertryk.

Inden hun når så langt, står der dog ’Efterskole’ med store typer øverst på ønskesedlen.

- Jeg har fundet en efterskole ved Vejle, hvor forstanderen selv blev mobbet som barn. Derfor er der en stærk anti-mobbepolitik, og det har givet mig lyst til at gå i skole igen. At få det hele til at lykkes…

Vi benytter cookies til bl.a statistik og tracking — du accepterer brugen af cookies ved at lukke boksen eller klikke videre.Læs mere OK