Ophold på Julemærkehjem
Fællesskab, sund mad og motion er i fokus på opholdet på Julemærkehjem.
Julemærkehjemmene hjælper børn, der mistrives. Børn, der har brug for hjælp til at tackle mobning, ensomhed og lavt selvværd. Et ophold på Julemærkehjem varer i 10 uger og er et gratis tilbud til børn i alderen 7-14 år.
Her er der ingen, der bliver mobbet.
Marie, 13 år, GundsømaglePå Julemærkehjemmene bliver børnene en del af et fællesskab med sammenhold, støtte og omsorg fra både børn og voksne. Vi tager udgangspunkt i hvert enkelt barn og hjælper det til at udvikle sig og tro på sig selv. Vi lærer børnene om sund kost, motion og fysisk og psykisk sundhed, og for mange børn bliver et ophold en ny start på livet.
Det er sjovt, lærerigt og udfordrende at være på Julemærkehjem med bevægelse, leg og fælles aktiviteter hver dag. Børnene går også i skole. De bliver inddelt i små hold, som giver plads til ro, fordybelse og nærvær. Det giver mange af børnene fornyet lyst til at komme tilbage i skole. Og ofte oplever de, at de er dygtigere, når de tager hjem, end da de kom.
Vi samarbejder tæt med jer som forældre. I bliver inddelt i grupper, hvor I får mulighed for at udveksle erfaringer med andre forældre før, under og efter jeres barns ophold. Vi underviser jer også i, hvordan vi arbejder med sund kost, motion og trivsel. Det giver jer de bedste forudsætninger for at støtte jeres barn efter et ophold på Julemærkehjem.
Der er fem Julemærkehjem i Danmark, og dit barn får ophold på det Julemærkehjem, der hører til jeres kommune.
Du kan sende ansøgningsskemaet online.
Du er også meget velkommen til at ringe til os, hvis du vil høre mere om et ophold på Julemærkehjem.
Vi glæder os til at byde jer velkommen.