Tilmeld nyhedsbrev

Få historier fra Julemærkehjemmene og information om hjælpearbejdet!

Nej takJa tak

JulemærkerSærarkNytrykPinsKogebøgerAndre varere-Støttemærket
Vores arbejde Historien Julemærket Bestyrelse Regnskaber Ambassadører Protektor
Bliv VirksomhedsVenGiv en VirksomhedsGaveBliv ErhvervsPartnere-Støttemærket
Se alle nyhederMød børneneSe videoerSe opskrifterFå vores nyhedsbrev
Ansøg om opholdOm hjemmeneSådan hjælper viSpørgsmål og svar
Kontakt JulemærkefondenFind medarbejdereSe ledige stillingerKontakt Julemærkehjemmene
Støt nu
top

Julemærkehjemmene

Her bliver børn - børn igen

Lene takker af efter 19 år

2.200 børn har været under Lene Schous vinger i løbet af de 19 år, hun har været forstander på det nordsjællandske Julemærkehjem, Kildemose. Nu glæder Lene sig til en ny epoke i sit liv.

Efter 19 år som forstander på Julemærkehjemmet Kildemose har Lene Schou (i midten) valgt at gå på efterløn.

Lene Schou har altid været rigtig glad for at være forstander på Julemærkehjemmet Kildemose, og det er efter eget udsagn verdens bedste job, hun nu giver videre– et job med dygtige kollegaer, skønne børn og en meningsfuld sag at kæmpe for:

”Man bliver beriget af at være sammen med børn. Beriget af at se dem udvikle sig og blomstre. Selvom der er meget administrativt arbejde i jobbet og de senere år også fokus på fundraising, har jeg altid været rigtig glad for at være sammen med børnene. Det er omsorgen for børnene, der er vigtigst her,” siger Lene.


Som forstander har Lene altid prioriteret tid med børnene. Billedet her er fra 2015, hvor hun holder møde med hele børnegruppen og lytter til, hvordan de har det.

Kerneydelsen er stadig den samme

I november sidste år fejrede Julemærkehjemmet Kildemose 70-års fødselsdag. I den tid har Julemærkehjemmet kun haft fire forstandere. Med de 19 år på stedet er Lene Schou den forstander, der har været længst tid på Kildemose. Tilbage i år 2000 kom hun fra et job som pædagogisk konsulent på    Frederiksberg. Men hun savnede det pædagogiske håndværk og den tætte relation til børn, og det var det, der trak hende til Julemærkehjemmet i den lille landsby Ølsted.

”Da jeg startede, var der 14 børn ad gangen på Kildemose. Og det var små børn mellem 6-10 år. I dag bor her 24 børn ad gangen. Ligesom på de andre Julemærkehjem er vores børn mellem 7-14 år. Arbejdet med børnene har selvfølgelig udviklet 

sig, men basisydelsen er stadig den samme: Vi hjælper børn, der har det svært. Vi hjælper dem på fode igen – og vi hjælper forældre med at hjælpe deres børn. Sådan har det altid været,” fortæller Lene om hjælpearbejdet gennem tiden. Og spørger man hende, hvilke episoder hun husker tydeligst, er det de små hverdagsepisoder med afgørende betydning for børnene:

”En lille pige kom en dag op til mig på mit kontor med en bolle med et flag i. Det var hendes fødselsdag. Jeg spurgte hende, hvordan det var at fylde år på Kildemose, og hun fortalte, at det var den bedste dag i hendes liv. For hun havde aldrig før prøvet at holde fødselsdag med så mange venner samlet omkring sig. Sådan nogle episoder glemmer man bare aldrig,” fastslår Lene.


Udvikling gennem årene

I de sidste 19 år er Kildemose blevet udvidet flere gange. Først med en værelsesafdeling, så der var plads til flere børn. I 2013 fik Julemærkehjemmet en ny motionshal, og sidste år åbnede Kildemoses    nye skole doneret af Ellab-Fonden.

Glade børn tager et velfortjent hvil efter dagens motion i hallen. Her bruger de mange timer under deres ophold på Kildemose.

”Både skolen og hallen har haft stor betydning for det daglige arbejde med børnene. Vi er jo aktive hver dag, og i hallen kan vi tilbyde børnene mange muligheder for leg og bevægelse. Tidligere foregik motion uden for i al slags vejr. I skolen har vi nu gode muligheder for at skabe rum til fordybelse og ro. Det giver mange børn skoleglæden tilbage.”

Også medarbejderstaben og forstanderrollen har udviklet sig. Der var tre pædagoger og tre pædagogmedhjælpere på Kildemose, da Lene startede som forstander. I dag er hun leder for 11 medarbejdere, og der er mere fokus på fundraising end nogensinde før:

”Der var stort underskud i Julemærkefonden for år tilbage. Der ændrede mit arbejde sig, for vi skulle udvikle, fundraise og dokumentere vores arbejde på en helt anden måde. Det skal vi stadig for at sikre indtægter til drift af Julemærkehjemmene. Fundraising kommer mere og mere i fokus hos os, men der er heldigvis et stort potentiale for    lokal fundraising eksempelvis. Der er mange, der godt kan lide arbejdet på Julemærkehjemmene,” fortæller Lene med reference til de mange oplevelser hun har haft med at holde foredrag og repræsentere Julemærkesagen udadtil i forskellige sammenhænge.


Kildemoses nye forstander

Lene Schous efterfølger er udpeget, og d. 1. april 2019 har Birgitte Dybkjær sin første arbejdsdag som forstander på Kildemose. Birgitte kommer fra et job som pædagogiske leder på opholdsstedet Skydebanegård i Avderød ved Kokkedal.

Den afgående forstander lægger ikke skjul på, at det bliver et vemodigt farvel til Kildemose, men Lene Schou glæder sig til at få tid til sig selv, familie og venner og til kreative projekter derhjemme.

Fra alle børn og voksne på Julemærkehjemmene sender vi en stor    tak til Lene for det gode mangeårige samarbejde. Og samtidig et varmt velkommen til Kildemoses nye forstander, Birgitte.


Vi benytter cookies til bl.a statistik og tracking — du accepterer brugen af cookies ved at lukke boksen eller klikke videre.Læs mere OK